Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 320 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 7. februar 2008.

 

 

 

Brian Mikkelsen

Fg. justitsminister

/

 Cristina A. Gulisano

 


Spørgsmål nr. 320 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Vil ministeren forbyde sandpapir og sandrørspinde i fuglebure, da de nævnte effekter fremkalder risiko for bylder og sår under fuglens fødder, når de tvinges til at gå eller sidde på materialer, hvis sandkorn er skarpe som glas?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Fødevarestyrelsen, der bl.a. har oplyst følgende:

 

”Fødevarestyrelsen fører ikke kontrol med hold af stuefugle, herunder hold af fugle hos dyrehandlere. Fødevarestyrelsen har derfor ingen dokumentation for, om anvendelsen af sandpapir og sandrørspinde i fuglebure hyppigt giver anledning til problemer, og i givet fald i hvilket omfang.

 

Af oplysninger på internettet fremgår det, at der både findes dyrlæger, der anbefaler brugen af sandpapir mv. af hensyn til slibning af fuglenes negle, og dyrlæger, der fraråder brugen fordi det kan afstedkomme sår og bylder på fuglenes fødder. Om forekomsten af sår og bylder er knyttet til bestemte typer af sandpapir eller sandrørspinde, eller til særlige anvendelsesmåder, er imidlertid ikke Fødevarestyrelsen bekendt.

 

[…]”

 

I forlængelse heraf kan Justitsministeriet supplerende oplyse, at efter dyreværnslovens § 1, skal dyr behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe.

 

Det fremgår endvidere af dyreværnslovens § 2, at enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

 

Rum og arealer, hvor dyr holdes, skal endvidere indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses, jf. dyreværnslovens § 3, stk. 1, 1. pkt.

 

Det er Justitsministeriets opfattelse, at dyreværnsloven som udgangspunkt sikrer stuefuglenes velfærd i tilstrækkelig grad. Ministeriet har dog overvejet, om der kunne være behov for at stramme reglerne for hold af kæledyr yderligere.

Justitsministeriet har på den baggrund ved brev af 13. december 2004 anmodet Det Dyreetiske Råd om en vurdering af forholdene og reglerne for hold af kæledyr i Danmark.

 

Når udtalelsen fra Det Dyreetiske Råd foreligger, vil Justitsministeriet tage stilling til, om der kan være anledning til at iværksætte nye initiativer på dette område.