Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 317 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 6. februar 2008.

 

 

 

Brian Mikkelsen

Fg. justitsminister

/

 Lars Hjortnæs

 

 


Spørgsmål nr. 317 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Hvilke regler er der for børns besøg hos indsatte forældre eller andre indsatte, er det f.eks. rimeligt, at børn i nogle tilfælde må tage en tegning med ind til sin forælder, hvorimod børn i andre tilfælde skal lægge tegninger i et skab, så forælderen først får dem efter besøget og så først kan kommentere dem ugen efter, når barnet har glemt, hvad det tegnede?”

 

Svar:

 

Direktoratet for Kriminalforsorgen har oplyst, at to forskellige regelsæt kan have indflydelse på, hvilke genstande mv. besøgende – herunder børn – må medtage og overgive til en indsat i forbindelse med et besøg.

 

Dels er der regler, som er fastsat på baggrund af hensynet til orden og sikkerhed i institutionen, dels er der retningslinjer, som er fastsat som følge af de særlige regler i retsplejelovens §§ 771-772 om politiets adgang til at iværksætte brev- og besøgskontrol over for varetægtsarrestanter af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed.

 

Det fremgår således af bekendtgørelse nr. 738 af 25. juni 2007 om ophold i varetægt (varetægtsbekendtgørelsen) § 49, stk. 1, og bekendtgørelse nr. 737 af 25. juni 2007 om adgangen til besøg m.v. til indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner (besøgsbekendtgørelsen) § 7, stk. 1, at institutionens leder, under hensyn til forholdene i den enkelte institution og i det omfang ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn taler herfor, kan fastsætte begrænsninger for, hvilke genstande de besøgende må medtage eller være i besiddelse af under besøget. Institutionens leder kan herunder fastsætte bestemmelser om, at de besøgende ikke må medbringe genstande, som er vanskelige at undersøge og andre genstande, som det ikke er tilladt for de indsatte at have i institutionen, jf. reglerne i bekendtgørelse nr. 736 af 25. juni 2007 om indsattes adgang til at medtage, besidde og råde over egne genstande m.v. og penge i kriminalforsorgens institutioner (genstandsbekendtgørelsen) og forskrifter udstedt efter denne bekendtgørelse.

 

Disse regler vil kun, hvis der foreligger helt særlige forhold, kunne tænkes at medføre, at et barns medbragte tegning ikke kan udleveres til den indsatte i forbindelse med et besøg.

 

For så vidt angår retningslinjerne fastsat som følge af reglerne om brev- og besøgskontrol fremgår det af vejledning om bekendtgørelse om ophold i varetægt (varetægtsvejledningen) pkt. 13, at det påhviler institutionen at sikre sig, at der ikke sker en tilsidesættelse af rettens bestemmelse om isolation eller politiets bestemmelse om brev- og besøgskontrol eller andre begrænsninger, når institutionen træffer afgørelse efter varetægtsbekendtgørelsen. Af varetægtsvejledningens pkt. 15 fremgår det endvidere, at hvis institutionen er i tvivl om, hvorvidt der er risiko for, at institutionens afgørelse i et givet tilfælde vil stride mod bestemmelse om isolation, brev- og besøgskontrol eller andre begrænsninger af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed, bør institutionen søge dette afklaret hos politiet.

 

Som udgangspunkt vil en børnetegning kunne udleveres til en varetægtsfængslet forælder i forbindelse med besøg, uden at der herved er fare for, at der sker en tilsidesættelse af f.eks. politiets bestemmelse om brev- og besøgskontrol. Det kan dog ikke udelukkes, at det kan være nødvendigt at forelægge en tegning, som f.eks. indeholder tekst, eventuelt på et fremmedsprog, for politiet, før tegningen udleveres til den varetægtsfængslede. Tegningen vil i sådanne tilfælde ikke kunne udleveres til den varetægtsfængslede under det aktuelle besøg.