Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 304 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 4. februar 2008.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Lene Volke Roesen


Spørgsmål nr. 304 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

 

”Ministeren bedes redegøre for, om PET efter de gældende retningslinjer for samarbejdet med andre efterretningstjenester må udlevere oplysninger om en person, der opholder sig i Danmark, f.eks. om dennes rejseplaner, til CIA, hvis PET har en formodning om, at CIA vil give disse oplysninger videre til et tredje land, f.eks. Egypten, og PET har en formodning om, at den pågældende person kan blive udsat for tortur, såfremt det tredje lands efterretningstjeneste får fat i den pågældende person.”

 

Svar:

 

Der kan henvises til mine besvarelser af 28. september 2007 af spørgsmål nr. S 6184 og S 6189, fra medlem af Folketinget Frank Aaen (EL). Kopi af besvarelserne vedlægges.

 

Det fremgår bl.a. heraf, at samarbejdet, herunder udvekslingen af personfølsomme oplysninger, mellem Politiets Efterretningstjeneste og udenlandske samarbejdspartnere foregår i overensstemmelse med dansk ret, herunder reglerne om tavshedspligt i straffelovens § 152 og forvaltningslovens § 27 samt principperne om videregivelse af oplysninger i forvaltningslovens § 28. Efter interne retningslinjer fastsat i Politiets Efterretningstjeneste skal efterretningstjenestens juridiske chef eller dennes stedfortræder godkende videregivelse af personfølsomme oplysninger til udenlandske samarbejdspartnere.

 

Det fremgår endvidere, at hvis den helt ekstraordinære situation skulle opstå, at der er grundlag for at antage, at personfølsomme oplysninger skal danne grundlag for anvendelse af tortur eller anden nedværdigende umenneskelig behandling eller straf, vil det ikke være berettiget for danske myndigheder at videregive oplysninger i henhold til de nævnte bestemmelser i forvaltningsloven og straffeloven.

 

Politiets Efterretningstjeneste har oplyst, at det er almindelig praksis i efterretningstjenesten, at man i forbindelse med videregivelse af oplysninger til udenlandske samarbejdspartnere udtrykkeligt anfører, at oplysningerne kun må anvendes til efterretningsmæssigt brug, og at de ikke uden samtykke fra Politiets Efterretningstjeneste må videregives til andre myndigheder, herunder myndigheder i tredjelande.