Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 303 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 4. februar 2008.
Lene Espersen
/
 Jens-Christian Bülow
Spørgsmål nr. 303 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):
â€Har ministeren med afslaget til BBC, jf. Ritzau-Telegram af 30/1-08 af "BBC: Nyt om Søren Kam", ønsket at understrege sit manglende engagement i retsforfølgelsen af Søren Kam, og vil ministeren tage skridt til at sende Werner Bests tjenestekalender til Tyskland som indicium for, at Søren Kam begik overlagt drab?"
Svar:
Som jeg efterhånden mange gange har givet udtryk for, er det min opfattelse, at Søren Kam skal retsforfølges for de gerninger, som han er mistænkt for at have begået under 2. verdenskrig.
Landsretten i München besluttede – som jeg også tidligere har redegjort for over for Retsudvalget – ved kendelse af 31. januar 2007 imidlertid, at en dansk anmodning om udlevering af Søren Kam til strafforfølgning ikke kunne imødekommes. Begrundelsen herfor er, at drabet på Carl Henrik Clemmensen efter tysk ret anses for forældet, hvilket efter den tyske udleveringslov indebærer, at udlevering ikke kan finde sted.
Som jeg også tidligere oplyst over for Retsudvalget, har jeg har rejst sagen og de danske ønsker over for min tyske kollega, men jeg må naturligvis respektere den beslutning, som de tyske domstole har truffet.
Det er endvidere – som anført i min besvarelse af 3. august 2007 af spørgsmål nr. S 5482 fra medlem af Folketinget Peter Skaarup (DF) – Justitsministeriets opfattelse, at Nordsjællands Politi (Lyngby Politi) har fremsendt alt relevant materiale til de tyske myndigheder.