Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 297 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 4. februar 2008.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Lars Hjortnæs

 


Spørgsmål nr. 297 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Hvad er ministerens kommentarer til, at Abu Bashar, som under Muhammed-krisen var fængselsimam i Nyborg Statsfængsel og leder af den delegation af herboende muslimer, som drog til Mellemøsten, fortsat kommer i fængslet, hvor han bl.a. afholder fredagsbøn, herunder specifikt i forhold til problemet med radikalisering af unge muslimer i fængslerne?”

 

Svar:

 

Direktoratet for Kriminalforsorgen har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Statsfængslet i Nyborg, som har oplyst, at den pågældende har været ansat ved Statsfængslet i Nyborg som fængselsimam fra den 1. juli 2002 til den 31. januar 2007, hvor stillingen som fængselsimam på grund af besparelser blev nedlagt.

 

I forbindelse med nedlæggelse af stillingen som fængselsimam foreslog den pågældende fængslet under et møde den 31. januar 2007, at han vederlagsfrit stillede sig til rådighed som fængselsimam i nogle få timer om måneden, hvilket fængslet foreløbigt accepterede. På den baggrund blev der udfærdiget retningslinjer for hans frivillige og vederlagsfri arbejde.

 

Af retningslinjerne fremgår, at imamens adgang til fængslet som imam sker efter reglerne for besøgende, ligesom det er tilfældet med gejstlige fra den katolske tjeneste og gejstlige fra andre trossamfund, der har ærinde på fængslet. Endvidere fremgår det af retningslinjerne, at imamen er meddelt en midlertidig tilladelse til at afholde fællesbøn for de muslimske indsatte hver anden fredag i tidsrummet mellem kl. 16.00 og kl. 17.30. Ifølge oplysninger fra fængslet blev den første fællesbøn afholdt fredag den 9. februar 2007. Desuden blev der givet imamen mulighed for – efter forudgående tilladelse fra fængslet – at  afholde samtaler med de indsatte, der måtte ønske det. Det er i retningslinjerne fastsat, at samtaler med indsatte sker efter de almindelige regler om samtaler med gejstlige, der ikke er ansat ved fængslet. Det vil sige, at sådanne samtaler skal foregå i fængslets besøgsrum.

 

Det fremgår også af retningslinjerne, at imamen under opholdet på fængslet stedse ledsages af en fængselsfunktionær, at han skal rette sig efter funktionærens anvisninger, og at der under hele fællesbønnen vil være en fængselsfunktionær til stede.

 

Vedrørende imamens virke efter de nævnte retningslinjer har fængslet oplyst, at han sidst ses registreret som besøgende fredag den 27. juli 2007.

 

Direktoratet for Kriminalforsorgen har endelig oplyst, at den nævnte ordning efter direktoratets opfattelse ikke har givet anledning til sikkerhedsmæssige problemer, og direktoratet har i den forbindelse bemærket, at Statsfængslet i Nyborg har oplyst, at man ikke på nogen måde har observeret problemer med hensyn til radikalisering af indsatte, der er muslimer.