Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 293 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 31. januar 2008.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Ole Hasselgaard

 


Spørgsmål nr. 293 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Hvordan påvirker det en sag, at det er afgjort, at en far har begået overgreb, hvordan kan faderen atter rejse sag om forældremyndighed, og hvor ofte kan han gøre det?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet kan oplyse, at i tilfælde, hvor en forælder ønsker den fælles forældremyndighed ophævet, skal retten foretage en bedømmelse af, om der er tungtvejende grunde til at ophæve den fælles forældremyndighed. Det vil således være naturligt at få belyst, hvad der er baggrunden for ønsket om at få ophævet den fælles forældremyndighed. Den forælder, som kræver, at den fælles forældremyndighed skal ophøre, må sandsynliggøre, at ophævelsen vil være bedst for barnet. Hvis det er godtgjort, at en forælder har begået overgreb mod barnet, vil et sådant forhold udgøre et væsentligt moment i vurderingen af, om det vil være bedst for barnet at ophæve den fælles forældremyndighed.

 

I tilfælde, hvor en forælder ønsker at få del i den fælles forældremyndighed, bør det indgå i vurderingen, om der er forhold, der taler imod etablering af fælles forældremyndighed. Hvis det er godtgjort, at en forælder har begået overgreb mod barnet, vurderer retten, om det er i barnets inter-esse, at forældrene får fælles forældremyndighed.

 

Hvis en forælder søger om del i forældremyndigheden efter, at den fælles forældremyndighed er ophævet af retten, fordi tungtvejende grunde taler derfor, må det indgå i vurderingen, hvad der er baggrunden for ophævelsen, og hvordan barnets og forældrenes forhold har ændret sig i forhold til afgørelsestidspunktet.

 

Der henvises i øvrigt til besvarelserne af spørgsmålene nr. 291 og 292.