Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 28 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 30. november 2007.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Lene Volke Roesen

 


Spørgsmål nr. 28 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

 

”Ministeren bedes i fortsættelse af spørgsmål 456, 2006-07, kommentere henvendelsen af 11/10-07 fra Ivan T. Herrmann, jf. alm. del - bilag 31, 2007-08, 1. samling vedrørende sikkerhed ved de danske strande.

 

Hvad vil de økonomiske konsekvenser være af en gennemførelse af de kvalitetskrav, som Ivan T. Herrmann foreslår?”

 

Svar:

 

1. I henvendelsen til Folketingets Retsudvalg foreslås det, at der gennemføres et kvalitetssikringsprogram for kystlivredning i Danmark. Et sådant program foreslås at omfatte krav til livreddernes udrykningstid og krav om udarbejdelse og implementering af retningslinier for livreddernes opgaver.

 

Justitsministeriet har ikke på baggrund af de oplysninger, som fremgår af henvendelsen til Folketingets Retsudvalg, mulighed for at vurdere omfanget og karakteren af de foranstaltninger, der i givet fald vil være nødvendige for at gennemføre de foreslåede kvalitetskrav.

 

Justitsministeriet har således ikke grundlag for at foretage en vurdering af de økonomiske konsekvenser ved gennemførelsen af de foreslåede kvalitetskrav.

 

2. Som det bl.a. fremgår af den omtalte besvarelse af spørgsmål nr. 456, har Justitsministeriet udarbejdet et udkast til en ny bestemmelse i bekendtgørelse nr. 511 af 20. juni 2005 om politiets sikring af den offentlige orden mv. (ordensbekendtgørelsen). Udkastet til den nye bestemmelse indebærer, at der indføres en pligt for politiet til i forhold til offentlige badestrande og badeanstalter i nødvendigt omfang at fastsætte regler om, hvilket redningsmateriel der skal være til stede, og hvilke foranstaltninger – herunder tilsyn (livreddere mv.) – der i øvrigt skal iværksættes til afværgelse af fare for de badendes liv og helbred.

 

Det er hensigten, at den nye bestemmelse i ordensbekendtgørelsen skal ledsages af en cirkulæreskrivelse fra Rigspolitiet til politikredsene med et modelregelsæt for badesikkerhed. Den nye regulering vil kunne træde i kraft, når dette modelregelsæt for badesikkerhed foreligger.

 

Omkostningerne til driften af offentlige badestrande og badeanstalter, herunder omkostninger til sikkerhedsforanstaltninger, afholdes i dag af ejerne af de enkelte badestrande og badeanstalter. Hvis politiet med hjemmel i den ovennævnte bestemmelse måtte finde grundlag for at fastsætte regler om, at der på en konkret offentlig badestrand eller badeanstalt skal være livreddere mv. til stede, vil driften af en sådan livreddertjeneste som hidtil påhvile ejeren af den pågældende badestrand eller badeanstalt.