Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 24 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 30. november 2007.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Lars Hjortnæs

 

Spørgsmål nr. 24 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Ministeren bedes kommentere henvendelse af 23/11-07 fra Nancy Pedersen, Ølstykke, vedrørende forældelsesloven, jf. alm. del – bilag 19.”

 

Svar:

 

I sin henvendelse rejser Nancy Pedersen spørgsmål om, hvorvidt der i forlængelse af vedtagelsen af lov nr. 522 af 6. juni 2007 om forældelse af fordringer bør foretages ændringer i persondatalovens § 20, stk. 3. Det følger af den pågældende bestemmelse i persondataloven, at kreditoplysningsbureauer som udgangspunkt ikke må behandle oplysninger, der taler imod kreditværdighed, hvis oplysningerne er mere end 5 år gamle.

 

Med de nye forældelsesregler i lov nr. 522 af 6. juni 2007, der træder i kraft den 1. januar 2008, indføres en samlet lov om forældelse af fordringer. Loven erstatter de hidtidige forældelsesregler i 1908-loven og DL 5-14-4, hvorefter de almindelige forældelsesfrister er henholdsvis 5 år og 20 år.

 

Den nye forældelseslov indebærer navnlig, at der indføres en almindelig forældelsesfrist på 3 år, som suspenderes ved fordringshaverens uvidenhed om fordringen eller skyldneren. Medmindre andet er bestemt, regnes fristen fra det tidspunkt, hvor fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt (forfaldstidspunktet). Den 3-årige frist suppleres af en absolut frist, der som udgangspunkt er 10 år. Loven indebærer også, at der indføres særlige forældelsesfrister for visse fordringer, bl.a. fordringer i henhold til pengelån og fordringer, der hviler på særligt retsgrundlag (f.eks. hvis der er udstedt gældsbrev for fordringen, eller fordringen er fastslået ved dom). I så fald er forældelsesfristen 10 år.

 

Efter de nye forældelsesregler afbrydes forældelsen bl.a., hvis skyldneren erkender sin forpligtelse, eller hvis fordringshaveren foretager retslige skridt. I så fald begynder der at løbe en ny forældelsesfrist, hvis længde afgøres efter de almindelige regler i forældelsesloven.

 

Den nye forældelseslov indeholder endvidere regler om såkaldt foreløbig afbrydelse af forældelsen.

 

Som det fremgår, fører de nye forældelsesregler ikke til, at en fordring i alle tilfælde er forældet, når der er forløbet mere end 3 år. Der er således ikke en direkte og nødvendig sammenhæng mellem forældelsesfristen og spørgsmålet om, hvilke oplysninger der efter persondataloven kan behandles af kreditoplysningsbureauer.

 

Justitsministeriet finder derfor ikke, at der som følge af de nye regler om forældelse af fordringer er behov for at foretage ændringer i persondataloven.