Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 232 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 23. januar 2008.

 

 

 

Brian Mikkelsen

fg. justitsminister

/

 Lene Volke Roesen

 


Spørgsmål nr. 232 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

 

”Ministeren bedes oplyse, i hvor mange sager i perioden fra 2000 til nu, en embedsmand er blevet anmeldt til politiet for ikke at have overholdt loven om indberetninger af magtanvendelse under lov om social service, og i hvor mange af disse sager politiet efterfølgende har valgt at efterforske sagen, samt i hvor mange af sagerne statsadvokaten siden har besluttet at omstøde politiets beslutning om ikke at ville efterforske sagen?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet følgende udtalelse fra Rigsadvokaten, hvortil der henvises:

 

”Det følger af lov om social service § 136, jf. § 124, at enhver form for magtanvendelse over for personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, der får per­sonlig og praktisk hjælp samt socialpædagogisk bistand, behandling eller aktiverende tilbud, skal registreres og indberettes af tilbuddet til kommunalbestyrelsen eller til re­gionsrådet for så vidt angår de tilbud, regionen fører tilsyn med. De nærmere regler herom er fastsat i bekendtgørelse nr. 789 af 6. juli 2006. Der er ikke i lov om social service eller i bekendtgørelsen fastsat regler om straf for ikke at foretage registrering eller indberetning om magtanvendelse som foreskrevet.

 

Manglende registrering og indberetning af magtanvendelse vil dog efter omstændig­hederne kunne udgøre en overtrædelse af straffelovens § 157 om grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed i tjenestens eller hvervets udførelse eller i overholdelsen af de pligter, som tjenesten eller hvervet medfører.

 

Københavns Politi har oplyst, at man for tiden behandler en sag, hvor en borger har anmeldt forstanderen for Bostedet Tokanten, Persillevej 2a, København, for manglende over­holdelse af serviceloven i forbindelse med bl.a. magtanvendelse over for beboerne. Københavns Politi afviste den 23. november 2007 anmeldelsen i medfør af retsplejelo­vens § 749, stk. 1, idet politiet vurderede, at der ikke var grundlag for at antage, at et strafbart forhold, der forfølges af politiet, var begået. Statsadvokaten for København og Bornholm omgjorde den 7. januar 2008 denne beslutning, hvorfor sagen nu er un­der efterforskning.   

 

Københavns Politi har oplyst, at man ikke i øvrigt i perioden siden 2000 har modtaget eller behandlet anmeldelser om overtrædelse af straffelovens § 157 vedrørende magt­anvendelse eller manglende indberetning herom i medfør af lov om social service.  Det kan dog ikke udelukkes, at der er modtaget anmeldelser, der er journaliseret som undersøgelsessager (dvs. uden nærmere angivelse af et muligt strafbart forhold) og efterfølgende er blevet afvist, men det har ikke været muligt at udfinde sådanne sager.

 

Rigsadvokaturen er i øvrigt ikke bekendt med sager om politianmeldelse for mang­lende registrering og indberetning af magtanvendelse i medfør af lov om social ser­vice.”