Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 23 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 29. november 2007.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Lars Hjortnæs

 

Spørgsmål nr. 23 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

” Vil ministeren med henvisning til, at flere og flere afgørelser, der griber ind i borgeres hverdag, træffes af en forvaltningsmyndighed, at flere og flere borgere oplever sig i tvist med en forvaltningsmyndighed, der opleves ikke at have givet tilstrækkelig rådgivning og vejledning, og at den forvaltningsretlige regulering kan virke kompliceret og uoverskuelig for borgerne, oplyse:

         

a)      Tilsigtedes nogen ændring til skade for retshjælpssøgende, da retsplejelovens § 323 afløste bekendtgørelsen om retshjælp ved advokater? Der henvises til, at der ifølge bekendtgørelsens ordlyd ogsÃ¥ kunne gives retshjælp til borgere i tvist med en forvaltningsmyndighed, hvis det mÃ¥tte antages, at denne ikke havde ydet tilstrækkelig rÃ¥dgivning og vejledning. Ifølge ordlyden af retsplejelovens § 323, stk. 4, kan retshjælp pÃ¥ trin 2 og 3 ikke gives til sager, der angÃ¥r eller er under behandling ved en forvaltningsmyndighed eller et godkendt privat klage- eller ankenævn. Forbeholdet om tilstrækkelig rÃ¥dgivning og vejledning er ikke medtaget i teksten til retsplejelovens § 323.

b)      Var det intentionen, at borgere i tvist med en forvaltningsmyndighed, der ikke har givet tilstrækkelig rÃ¥dgivning og vejledning, skulle være afskÃ¥ret fra at modtage retshjælp ved advokat?

c)      Hvor store krav til bevis forestillede man sig – ved indførelsen af og under den løbende administration af retshjælpsordningen ved advokat – at der skulle stilles til den borger, der hævdede, at retshjælp ved advokat havde været nødvendig, fordi den forvaltningsmyndighed, som borgeren var i tvist med, ikke havde givet tilstrækkelig rÃ¥dgivning og vejledning?

d)      Hvor lang tid forestillede man sig, at den retshjælpende advokat skulle bruge pÃ¥ at lytte til borgerens fortælling, før advokaten kunne fastslÃ¥, om der af forvaltningsmyndigheden var givet tilstrækkelig rÃ¥dgivning og vejledning?

e)      Forestillede man sig, at byretterne ved praksis skulle udfylde, hvornÃ¥r det kunne lægges til grund, at der ikke fra den offentlige myndighed var givet tilstrækkelig rÃ¥dgivning og vejledning?”

 

 

Svar:

 

I besvarelsen af spørgsmål nr. 440 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del) (Folketingsåret 2006-07) kommenterede justitsministeren en henvendelse fra Hans Boserup, hvori var rejst de samme spørgsmål, som fremgår af det nu stillede spørgsmål.

 

Justitsministeriet kan henholde sig til besvarelsen af spørgsmål nr. 440.