Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 211 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 17. januar 2008.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Lars Hjortnæs

 

Spørgsmål nr. 211 af 17. januar 2008 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Kan der nævnes eksempler på sager, hvor videooptagelser har medvirket til at udelukke, at der blev rejst tiltale mod mistænkte, som var angivet af vidner, og som således blev ”frikendt” af videooptagelser?”

 

Svar:

 

Til brug for besvarelsen af spørgsmålet har Justitsministeriet indhentet en udtalelse fra Rigsadvokaten, der har oplyst følgende:

 

”Som et eksempel på en sag, hvor videooptagelser har medvirket til at udelukke, at der blev rejst tiltale mod mistænkte, kan jeg henvise til sagen mod en dørmand fra Café Rust, hvor påtale i medfør af retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2, blev opgivet for over­trædelse af straffelovens § 237, jf. til dels § 21.

 

Afgørelsen blev truffet bl.a. under henvisning til, at dørmanden, der var sigtet i denne sag, havde afgivet forklaringer, der fremstod detaljerede og troværdige, og at disse forklaringer i det væsentlige blev bekræftet af videooptagelser fra gerningsstedet på gerningstidspunktet, af politiets tekniske undersøgelser af gerningsstedet og af per­son­undersøgelsen af den sigtede.

 

På denne baggrund blev det lagt til grund, at den sigtede under episoden den 28. maj 2005 var bevæbnet med pistol, at han med pistolen affyrede en række skud, hvoraf flere blev afgivet ned mod jorden, og at to skud ramte og dræbte en person, og et skud ramte en anden person i lysken. Det blev endvidere bl.a. lagt til grund, at den sigtede under episoden blev angrebet af syv personer bevæbnet med redskaber, en flaske og muligt et skydevåben, og at der i den forbindelse blev fremsat dødstrusler. På den baggrund fandt Rigsadvokaten, at de skud, som den sigtede affyrede under episoden, var nødvendige for at modstå et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb, jf. straffelovens § 13, stk. 1, ligesom Rigsadvokaten ikke fandt, at handlingen åbenbart gik ud over, hvad der under hensyn til an­grebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning var for­svarligt.”