Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 159 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 4. januar 2008.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Ole Hasselgaard

 


Spørgsmål nr. 159 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Er det korrekt, at retterne på grund af reglerne i persondataloven ikke må tilsende kopi af anklageskrift og bevisfortegnelse til domsmænd forud for behandling af en straffesag?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Domstolsstyrelsen, der i den forbindelse har udtalt følgende:

 

”Domstolsstyrelsen henviser til styrelsens besvarelse af spørgsmål nr. 193 og 194 fra Folketingets Retsudvalg.

 

Desuden bemærker vi, at persondatalovens § 8, stk. 1, indeholder et forbud mod behandling af oplysninger om blandt andet strafbare forhold. Oplysninger i anklageskrift eller bevisfortegnelser er på den baggrund omfattet af persondatalovens anvendelsesområde.

 

Behandling af de personoplysninger, der er nævnt i persondatalovens § 8, stk. l, kan for domstolenes vedkommende ske under betingelse af, at én eller flere af undtagelsesbestemmelserne i persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 1-7, er opfyldt(e).

 

Behandling af oplysninger kan finde sted i medfør af persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 6, hvis behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave, der henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige eller en tredjemand, til hvem oplysningerne videregives, har fået pålagt.

 

Personoplysninger kan i medfør af persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 7 behandles, hvis behandlingen er nødvendig for, at den dataansvarlige eller den tredjemand, til hvem oplysningerne videregives, kan forfølge en berettiget interesse, og hensynet til den registrerede ikke overstiger denne interesse.

 

I dette tilfælde er behandlingen af personoplysninger således betinget af, at den, der ligger inde med personoplysningerne, herunder domstolene, foretager en konkret interesseafvejning af behovet for behandlingen af de pågældende personoplysninger.”

 

Det kan tilføjes, at det efter persondataloven vil være vedkommende domstol, der som den dataansvarlige vil skulle tage stilling til, om der i det enkelte tilfælde er hjemmel til – efter de bestemmelser i persondataloven, der er nævnt i Domstolsstyrelsens udtalelse – at tilsende en kopi af et anklageskrift eller en bevisfortegnelse til domsmændene forud for behandlingen af en konkret straffesag. Justitsministeriet kan i øvrigt henvise til de samtidige besvarelser af spørgsmål nr. 193 og nr. 194 fra Folketingets Retsudvalg.