Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 158 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren og ministeren for sundhed og forebyggelse den 3. januar 2008.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Lene Volke Roesen

 

Spørgsmål nr. 158 (alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

 

”Ministrenes kommentarer udbedes til henvendelsen fra Kirsten E. Pedersen, Køge, for så vidt angår det forhold, at den overfaldne ikke havde mulighed for at kontakte politiet umiddelbart, men blev stillet rundt og rundt med den begrundelse, at det ikke var i deres område, at overfaldet var sket, henholdsvis det forhold, at offeret selv hænger på udgifterne i forbindelse med overfaldet, fordi sygesikringen ikke vil anerkende den pågældende behandling.”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet udtalelser fra Rigspolitiet og Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse.

 

Rigspolitiet har oplyst følgende:

 

”Københavns Politi har bl.a. oplyst, at den episode, der omtales i spørgsmålet, fandt sted den 1. april 2006. Det har ikke været muligt at fremskaffe oplysninger om forløbet af den konkrete godt 1½ år gamle telefoniske henvendelse til Københavns Politi. Idet episoden fandt sted i S-toget mellem Københavns Hovedbanegård og Vesterport Station, skulle sagen behandles af politiet på Station City eller Station Bellahøj. Det kan derfor ikke udelukkes, at anmelderen er blevet stillet om mellem de to stationer, men dette bør i almindelighed finde sted uden problemer.

 

Det er naturligvis beklageligt, såfremt dette ikke har været tilfældet ved den konkrete henvendelse.

 

Det kan oplyses, at Københavns Politis telefoncentral dagligt håndterer ca. 7.500 telefonopkald, og personalet på centralen har således stor erfaring i at viderestille borgere til rette vedkommende.”

 

 

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse har oplyst følgende:

 

”Som minister for Forebyggelse og Sundhed kan jeg forholde mig til den del af beskrivelsen, der vedrører betaling for behandling hos Per Gjeding.

 

Jeg kan godt forstå, at Kirsten E. Pedersen føler frustration over sin søns situation, fordi hun ikke finder, at hendes søn har fået den hjælp, han har brug for efter et overfald, han er uden skyld i.

 

Det forhold, at sønnen skal betale for behandlingen hos Per Gjeding, skyldes dog ikke overfaldet. Alle, der søger behandling hos Per Gjeding, må betale for ydelserne uanset årsagen til deres helbredsproblemer. Jeg håber, Kirsten E. Pedersens søn er blevet gjort opmærksom på dette, inden behandlingen blev iværksat.

 

I praksissektoren ydes tilskud til ydelser, der er aftalt i overenskomster, som er indgået mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og relevante foreninger af sundhedspersoner, f.eks. Praktiserende Lægers Organisation eller Danske Fysioterapeuter. Hos behandlere, som har tilsluttet sig en overenskomst, kan patienter få tilskud fra det offentlige. Det er selvfølgelig en betingelse for at tilslutte sig overenskomsterne, at man har en uddannelse, som i disse eksempler vil være alment praktiserende læge eller fysioterapeut. Det har Per Gjeding mig bekendt ikke.

 

Jeg kan endelig oplyse, at Kirsten E. Pedersens søn har mulighed for at klage over den undersøgelse og behandling, som sønnen modtog på sygehuset, hos lægen og fysioterapeuten. Klagen kan rettes til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, www.pkn.dk”

 

Justitsministeriet kan supplerende oplyse, at staten i medfør af lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser under visse betingelser yder erstatning og godtgørelse for personskade, der forvoldes ved overtrædelse af straffeloven – herunder vold – jf. lovens § 1, stk. 1.

 

Erstatning ydes, selvom skadevolderen er ukendt eller ikke kan findes, jf. lovens § 6, nr. 1.

 

Ansøgning om erstatning eller godtgørelse indgives til Erstatningsnævnet, der dog ikke kan behandle en ansøgning, der er indgivet over 2 år efter, at lovovertrædelsen er begået, medmindre der foreligger særlige grunde, jf. lovens § 13. Ansøgningsskemaet kan findes på www.erstatningsnaevnet.dk.