Hermed sendes opfølgning på min besvarelse af 31. januar 2007 af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 139 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg stillede den 15. januar 2007.

 

 

 

Lene Espersen

/

 John Vestergaard

 


Spørgsmål nr. 139 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Vil ministeren, når statistikken for 2006 over antallet af sager, som ombudsmanden har behandlet, foreligger, oplyse, hvilke bemærkninger dette giver ministeren anledning til, samt hvilken effekt de initiativer, som blev gennemført i starten af 2006, har haft?”

 

 

Svar:

 

I december 2006 og januar 2007 besvarede Justitsministeriet en række spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg, herunder ovenstående spørgsmål nr. 139 (Alm. del) og samrådsspørgsmål N af 5. december 2006, vedrørende antallet af ombudsmandssager i Direktoratet for Kriminalforsorgens klientkontor, som havde givet anledning til kritik og/eller henstilling fra Folketingets Ombudsmand.

 

Justitsministeriet redegjorde i den forbindelse for en række initiativer, som Direktoratet for Kriminalforsorgen i 2006 har iværksat med henblik på at forbedre sagsbehandlingen i klientkontoret, herunder bl.a. et LEAN-projekt.

 

Jeg tilkendegav på den baggrund under samrådet, at jeg ikke fandt anledning til at foretage yderligere eller iværksætte flere initiativer, før de allerede iværksatte tiltag havde haft mulighed for at fungere en tid, men at jeg naturligvis ville følge situationen fremover.

 

Arbejdet med ændringer og optimering af arbejdsgange i klientkontoret er en løbende proces, som blev igangsat i 2006. Som oplyst i min besvarelse af 31. januar 2007 kan det derfor ikke forventes, at initiativerne vil vise sig i tallene for 2006, men derimod først i tallene for 2007, der vil blive omtalt i den beretning, som Folketingets Ombudsmand udgiver i 2008. Den fulde effekt vil dog først vise sig i tallene for 2008. Dette bekræftes af nedenstående oversigt, hvoraf det fremgår, at antallet af ombudsmandssager, hvor der blev udtalt kritik og/eller henstilling, ikke er reduceret i 2006.

 

 

 

 

 

 

Beretning for år:

Alle sager

(DfK)

Afviste sager

(DfK)

Uden kritik/henstilling

 (DfK)

Med kritik/henstilling

(DfK)

2001

156

103

37

16 (30 %)

2002

136

88

31

17 (35 %)

2003

165

102

45

18 (28 %)

2004

207

130

67

10 (13 %)

2005

204

112

57

35 (38 %)

2006

169

81

38

50 (57 %)

 

Det bemærkes dog, at hvis der korrigeres for, at 10 af sagerne vedrørte samme spørgsmål (aktindsigt i sager vedrørende placering af personer med tilhørsforhold til rockergrupper) er antallet af ombudsmandssager, hvor der blev udtalt kritik og/eller henstilling, i 2006 i realiteten 41 (og ikke 50 som anført i tabellen), hvilket giver en kritikprocent på 46.

 

Ombudsmandens beretning for 2007 forventes at foreligge til september 2008. På baggrund af Direktoratet for Kriminalforsorgens egen statistik kan det imidlertid oplyses, at der i 2007 ventes at være 80 sager, hvor ombudsmanden udtaler kritik. Heraf vedrører de 76 kritiksager sagsbehandlingstid og –spørgsmål, mens 4 kritiksager vedrører selve afgørelsen. Denne udvikling skal ses i lyset af, at der i foråret 2007 blev ekspederet et stort antal gamle sager, som i sagens natur ville føre til kritik. Således udtalte ombudsmanden kritik i 34 tilfælde i første kvartal af 2007.

 

Udviklingen i sidste kvartal af 2007 og første kvartal af 2008 tyder imidlertid på, at initiativerne nu er ved at slå igennem, idet der i disse to kvartaler er udtalt kritik i henholdsvis 5 og 3 ombudsmandssager. Det bemærkes, at tallene fra 2007 og 2008 er foreløbige.

 

Når ombudsmandens beretning for 2007 foreligger, vil Justitsministeriet på baggrund af denne – og i lyset af udviklingen i antallet af sager med kritik og/eller henstilling i løbet af 2008 – foretage en vurdering af de igangsatte initiativer, herunder om der eventuelt er behov for yderligere initiativer.