Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 138 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 20. december 2007.

 

 

 

Lene Espersen

/

 John Vestergaard

 


Spørgsmål nr. 138 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Kan der foretages rationaliseringer i udfærdigelse af de mange polititilladelser, således der ikke skal udfærdiges og udsendes så mange tilladelser, men at de i stedet for kan gives mundtligt og kun registreres i politiets interne registre, hvor de kan kontrolleres af patruljerende politifolk ved opkald til stationen? Eller kan det overvejes at fremsende og sagsbehandle alle tilladelser på mail eller fax mellem ansøger og politi?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Rigspolitiet, der har oplyst følgende:

 

”Det har både i forbindelse med kommunalreformen og i forbindelse med politireformen været overvejet, om der blandt politiets arbejdsopgaver var opgaver, som mere hensigtsmæssigt kunne løses af andre myndigheder end politiet. Resultatet af disse overvejelser er bl.a. blevet, at behandling af ansøgninger om pas og kørekort er overført til kommunerne.

 

Omregistrering af motorkøretøjer og udlevering af nummerplader mv. er overført fra politiet til SKAT.

 

Politiets tidligere arbejde med inddrivelse af bøder mv. er blevet overført til en statslig inddrivelsesmyndighed (SKAT).

 

I forbindelse med overførelsen af disse relativt arbejdskrævende arbejdsområder fra politiet til andre myndigheder er politiets personaleantal tilsvarende blevet reduceret med ca. 460 stillinger (udlærte kontorårsværk).

 

Rigspolitiet har også fokus på at lette arbejdsgangene både for borgerne og for politiet særligt for så vidt angår tilladelsesområdet.

 

Det kan f.eks. nævnes, at erhvervsrelaterede blanketter er tilgængelige på politiets hjemmeside, og de kan efter udfyldelse udskrives af brugerne. Ved ibrugtagningen af politiets nye sagsstyringssystem (POLSAG) vil der for visse tilladelsers vedkommende blive åbnet for yderligere digitalisering af visse sagsgange.”

 

Jeg kan tilføje, at der allerede i 2005 i forbindelse med udstedelsen af ordensbekendtgørelsen blev gennemført en omfattende regelforenkling på området for polititilladelser. I den forbindelse blev størsteparten af de hidtidige krav om tilladelse fra politiet som betingelse for at kunne udøve en lang række forskelligartede aktiviteter (f.eks. brug af højttalervogne mv., anbringelse af cykelstativer og opslag af plakater mv.) ophævet.

 

I forlængelse af politireformen – og i lyset af de anbefalinger fra Visionsudvalget, som politireformen bygger på – har Justitsministeriet endvidere indledt drøftelser vedrørende overførsel af yderligere opgaver, som ikke har tilknytning til politiets kerneopgaver, til andre myndigheder. Det drejer sig bl.a. om opgaver vedrørende næringsbreve, alkoholbevillinger og offentlige forlystelser.