Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 12 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 29. november 2007.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Lene Volke Roesen

 


Spørgsmål nr. 12 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

 

”Ministeren bedes oplyse, gerne med et skøn, hvor mange politiårsværk der i København anvendes til bekæmpelse af menneskehandel og rufferi, herunder om der er politifolk, der arbejder fast på gaden for at have kendskab til miljøet.”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet følgende udtalelse fra Rigspolitiet, hvortil jeg kan henholde mig:

 

”Københavns Politi har oplyst, at man har en særskilt operationsplan for indsatsen i prostitutionsmiljøet, herunder indsatsen mod kvindehandel og organiseret rufferivirksomhed.

 

Det fremgår blandt andet af denne operationsplan, at det er den strategiske hensigt gennem en målrettet indsats at fortsætte kortlægningen af området og at fastholde og om muligt udbygge overblikket over prostitutionsmiljøet og specielt være opmærksom på, om de implicerede kvinder bliver udsat for vold eller tvang i forbindelse med deres virksomhed.

 

Det er endvidere hensigten at retsforfølge de personer, der tjener penge som arrangør af organiseret prostitution, herunder også personer som bringer udenlandske piger til Danmark for at arbejde som prostituerede.

 

Københavns Politi har stor fokus på dette kriminalitetsområde, og politiet arbejder desuden på at fastholde og udbygge samarbejdet med eksterne institutioner og organisationer ikke mindst med henblik på at sikre de prostituerede bedst muligt. Senest er Københavns Politi indtrådt i det af Københavns Kommune nedsatte samarbejdsudvalg vedrørende prostitution.

 

Hvad angår indsatsen mod prostitution og menneskehandel i bredeste forstand er det i henhold til operationsplanen på området en opgave for mange enheder i Københavns Politi.

 

Den tunge efterforskning pågår i de centrale enheder (personfarlig og organiseret kriminalitet), medens den mere lokalt prægede indsats pågår på de lokale stationer såvel hos lokalpolitiet som i specialenhederne med et stort kendskab til gademiljøet. Beredskabssektionen bistår også i forbindelse med målrettede indsatser på området. Der er således tale om en bredspektret indsats, hvor flere forskellige politienheder på forskellig vis bidrager til indsatsen. Københavns Politi har ingen opgørelse over antallet af anvendte årsværk på området.”

 

Rigspolitiet har oplyst, at der i forbindelse med en evaluering af indsatsen i 2007 vil blive foretaget opgørelse over det ressourceforbrug, der er anvendt på området.