Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 1176 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 23. september 2008.

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

 Ole Hasselgaard

 


Spørgsmål nr. 1176 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Finder ministeren, at det er hensigtsmæssigt, at rufferilovgivningen virker således, at individer, der udlejer værelser til prostituerede risikerer at blive dømt for rufferi, når det er alment kendt, at høje bøder til prostituerede og på deres virkemidler blot fører til, at de bliver skubbet dybere ud i prostitution og i armene på kriminelle, og agter ministeren i bekræftende fald at fritage værelsesudlejning fra rufferilovgivningen?”

 

Svar:

 

Straffeloven indeholder en række bestemmelser, der vedrører bagmandsvirksomhed mv. i relation til prostitution. Det gælder f.eks. straffelovens § 228 om rufferi, som bl.a. omfatter den, der for vindings skyld forleder nogen til at søge fortjeneste ved kønslig usædelighed med andre, eller som holder bordel. Efter straffelovens § 229 straffes endvidere bl.a. den, der fremmer kønslig usædelighed ved for vindings skyld at optræde som mellemmand, eller som udnytter en andens erhverv ved kønslig usædelighed. Efter straffelovens § 229, stk. 2, straffes endelig med fængsel indtil 1 år eller under formildende omstændigheder med bøde den, der udlejer værelse i hotel eller gæstgiveri til benyttelse til erhvervsmæssig utugt.

 

De nævnte bestemmelser omfatter således forskellige former for bistand til og/eller udnyttelse af prostitution. Efter min opfattelse bør man ikke slække på denne strafferetlige indsats rettet mod prostitutionens bagmænd og andre, der f.eks. yder bistand til eller udnytter prostitution. Jeg har på denne baggrund ikke aktuelle overvejelser om at foreslå ændringer i straffelovens § 229, stk. 2, om udlejning af værelser til erhvervsmæssig utugt.

 

Jeg kan med hensyn til den sociale indsats i forhold til prostituerede i øvrigt henvise bl.a. til regeringens handlingsplan ”Et andet liv” fra 2005, hvor regeringen efter aftale med satspuljepartierne har igangsat en sammenhængende og omfattende indsats, som skal give prostituerede i Danmark en reel mulighed for at vælge et liv uden prostitution.