Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 1124 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 12. september 2008.
Brian Mikkelsen
/
Jens-Christian Bülow
Spørgsmål nr. 1124 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):
â€Ministeren bedes kommentere vedlagte artikel, â€EU klar til total overvÃ¥gning af borgerne†fra Computer World den 14. august 2008.â€
Svar:
Artiklen fra Computer World omtaler dele af en rapport udarbejdet af den såkaldte Future Group vedrørende indre anliggender.
Om baggrunden for gruppen kan oplyses, at der med henblik på at forberede udarbejdelsen af Kommissionens meddelelse om det nye arbejdsprogram om retlige og indre anliggender, der fra 2010 skal afløse Haag-programmet, blev nedsat to såkaldte Future Groups. Den ene gruppe beskæftigede sig med retlige anliggender, og den anden gruppe beskæftigede sig med indre anliggender.
De to grupper bestod af vicepræsidenten for Kommissionen og ministrene for de 6 medlemsstater, som indgår i de to gruppeformandskaber, som løber fra første halvdel af 2007 og til anden halvdel af 2009 – dvs. Tyskland, Portugal, Slovenien, Frankrig, Tjekkiet og Sverige. Derudover var en repræsentant for den efterfølgende trojka (Spanien, Belgien og Ungarn) og en repræsentant for Common Law-landene (Storbritannien og Irland) inviteret til at deltage i gruppens drøftelser.
De to rapporter om henholdsvis retlige og indre anliggender indeholder medlemmerne af de to gruppers politiske opfattelser af, hvad der bør indgå i det nye arbejdsprogram. Rapporterne er alene afgivet på vegne af de medlemsstater, som var medlemmer af de to grupper, og er således hverken politisk eller retligt bindende for de øvrige medlemsstater eller for Kommissionen. Rapporterne nødvendiggør i overensstemmelse hermed hverken lovgivningsinitiativer i EU eller i Danmark. Kopi af de to rapporter vedlægges.
Rapporterne blev forelagt Rådet (retlige og indre anliggender) på rådsmødet i juli 2008, hvor man noterede sig, at rapporterne er afleveret og kan anvendes som inspiration for det videre arbejde med det kommende arbejdsprogram.
Fra dansk side blev der i forbindelse med drøftelserne af rapporterne fra de to Future Groups generelt givet udtryk for, at den danske holdning til det nye arbejdsprogram, som fra 2010 skal afløse Haag-programmet, først vil blive lagt fast, når Kommissionen har afgivet dens meddelelse herom. På bl.a. den baggrund finder Justitsministeriet ikke anledning til at udtale sig nærmere om de enkelte forslag i rapporterne, som omtales i artiklen fra Computer World.