Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 1122 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 12. september 2008.

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

 Barbara Bertelsen

 

 


Spørgsmål nr. 1122 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

 

”Kan ministeren bekræfte, at betjente bliver bedt om at lyve over for borgere om deres henlagte sag, og hvad vil ministeren i bekræftende fald gøre for, at borgere bliver oplyst ordentligt, og for at menige betjente ikke bliver bedt om at lyve?

Der henvises til, at nogle menige politibetjente har oplyst, at de fra ledelsens side bliver bedt om at lyve over for borgerne om, hvorvidt en sag er henlagt eller ej, samt at betjentene bliver bedt om at sige, at alle sager efterforskes - også selv om der er tale om en henlagt sag.

Kan ministeren bekræfte, at det kun er vellykkede sager, hvor man har overholdt den fastsatte responstid, der bliver registreret i politiets data for responstid? Der henvises til, at nogle menige betjente har oplyst, at politiet kun registrerer sager, hvor politiet rykkede ud, og hvor der blev rykket ud med en acceptabel responstid.”

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet følgende udtalelse fra Rigspolitiet, hvortil jeg kan henholde mig:

 

”Rigspolitiet stiller sig undrende over formuleringen af spørgsmålet, hvorefter ”betjente bliver bedt om at lyve over for borgere om deres henlagte sager...”.

 

Det er efter Rigspolitiets opfattelse en klar tjenesteforseelse, hvis en leder i politiet beder en ansat om at give ukorrekte oplysninger til en borger, når denne retter henvendelse om en konkret sag.

 

Rigspolitiet har ikke kendskab til sager af den art, som omtales i spørgsmålet.

 

Rigspolitiet kan om politiets registrering af responstider oplyse, at politikredsene siden 4. kvartal 2006 har målt responstiden ved hastende alarmopkald – det vil sige den tid, der går, fra politiet modtager et hastende opkald via alarm-112, til politiet er fremme på gernings- eller skadesstedet.

 

Målingerne af responstid bliver i praksis foretaget fra de politibetjente alarmcentraler og politikredsenes alarmbehandlingssystem. Det er således ikke umiddelbart systemteknisk muligt at foretage responstidsmålinger på de henvendelser, der foretages til 114-opkald, idet disse henvendelser modtages via politikredsens telefonomstilling.

 

Målingerne viser, at den gennemsnitlige responstid er faldet med 1 minut og 17 sekunder fra 4. kvartal 2006 til 1. halvår 2008, hvilket svarer til en forbedring af den gennemsnitlige responstid på 11,7 procent.  Responstidsmålingerne omfatter anmeldelser om overfald/slagsmål, husspektakler, spirituskørsel, røveri, indbrud i øjeblikket og andre politimæssige opgaver, f.eks. igangværende hærværk.

 

Samtlige politikredse foretager målinger af responstiden bortset fra Københavns Politi og Københavns Vestegns Politi, der af tekniske grunde endnu ikke kan foretage målinger.

 

Samtlige opkald, som politikredsene modtager inden for de nævnte kategorier fra de politibetjente alarmcentraler, gemmes i politikredsenes alarmbehandlingssystem. I systemet registreres, hvornår opkaldet er:

 

-   modtaget fra alarmcentralen

-   patruljen sendes

-   patruljen er fremme på skades- eller gerningsstedet.

 

Endvidere registreres omprioriteringer af patruljer samt eventuelle beslutninger om at undtage opkald fra responstidsmålingerne. Sidstnævnte kan være tilfældet, hvis politikredsen vurderer, at anmeldelsen ikke er af hastende karakter. Såfremt politikredsen fravælger at foretage måling på et alarmopkald, kan operatøren begrunde dette i et bemærkningsfelt i alarmbehandlingssystemet.

 

Det er således ikke korrekt, som antydet i spørgsmålet, at det kun er de vellykkede sager, hvor man har overholdt den fastsatte responstid, der bliver registreret i politiets data for responstid.

 

For det første er der ikke opstillet konkrete responstidskrav til den enkelte politikreds. For det andet er knap 20 procent af de responstidsmålinger, der indgår i målingerne, længere end 15 minutter. Det kan endvidere konstateres, at antallet af målinger, der indgår i opgørelserne af responstiden, er steget med 17,4 procent (567 flere målinger) fra 1. halvår 2007 til 1. halvår 2008. Endelig kan det oplyses, at samtlige sagsbehandlingsskridt, der foretages i alarmbehandlingssystemet, gemmes og dermed kan genskabes.”