Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 1105 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 9. september 2008.

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

 Barbara Bertelsen

 

 


Spørgsmål nr. 1105 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

 

”Ministeren bedes redegøre nærmere for politiets indsats mod hashklubber, herunder om der findes retningslinjer for, hvorledes politiet skal reagere ved oplysning om en hashklub og ved udsættelse af lejemål, der anvendes til hashklub, samt et skøn over, hvor mange ressourcer der anvendes.”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet følgende udtalelse fra Rigspolitiet, hvortil der henvises:

 

”Indledningsvis kan det oplyses, at der ikke er fastsat landsdækkende retningslinjer for indsatsen mod hashklubber.

 

Rigspolitiet har i øvrigt til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet bidrag fra politikredsene. Det fremgår heraf, at der på landsplan er en ensartet behandling af sager, hvor der er konstateret en hashklub eller er en mistanke herom.

 

Som eksempel på den anvendte fremgangsmåde med observation, ransagning mv. kan nævnes følgende beskrivelse, der er modtaget fra Østjyllands Politi:

 

”Når Østjyllands Politi modtager oplysninger om, at der er mistanke om, at en bestemt lejlighed eller lignende anvendes som hashklub – f.eks. fordi der er stor trafik af personer til og fra den pågældende lejlighed – foretager politiet observation af lejligheden og kan derved hurtigt fastslå, om der kan være tale om en hashklub.

 

I forbindelse med observation af sådanne lejligheder mv. retter politiet normalt henvendelse til besøgende, der forlader den pågældende lejlighed med henblik på at foretage afhøring og visitation. Hvis de pågældende viser sig at være i besiddelse af hash og eventuelt erkender at have købt dette i den pågældende lejlighed, vil det kunne danne grundlag for ransagning af lejligheden. Ved ransagning af hashklubber vil politiet som regel finde hash, regnskaber, værktøj der benyttes til opdeling af hashplader, brevvægte og lignende effekter, der bekræfter formodningen om, at der er tale om en hashklub.

 

I de tilfælde, hvor politiet kan fastslå, at der er tale om en hashklub, vil indehaveren af lejligheden blive sigtet, og politiet vil  oplyse den pågældende om, at lejligheden fortsat vil blive observeret. Indehaveren af lejligheden vil endvidere få oplyst, at der i medfør af lov om forbud mod besøgende i bestemte lokaler vil kunne meddeles forbud mod at modtage besøgende i lejligheden, hvis den ulovlige aktivitet fra lejligheden fortsætter.

 

Det er Østjyllands Politis erfaring, at denne fremgangsmåde normalt indebærer, at den ulovlige handel fra lejligheden ophører.”

 

Det tilføjes, at politikredsene ikke foretager særskilt registrering af de personaleressourcer, som anvendes ved indsatsen mod hashklubber.”