Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 1094 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 8. september 2008.

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

 Lars Hjortnæs

 


Spørgsmål nr. 1094 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Hvordan indkalkuleres diagnoserne DAMP, ADHD, Asberger eller lignende diagnoser i efterværnet ved løsladelsen?”

 

Svar:

 

Direktoratet for Kriminalforsorgen har oplyst, at Kriminalforsorgens institutioner som udgangspunkt skal udarbejde en handleplan for strafudståelsen og tiden efter løsladelse for indsatte, som udstår fængselsstraf i 4 måneder eller derover.  

 

I den forbindelse er den institution, som behandler sagen om prøveløsladelse, forpligtet til – under forudsætning af den dømtes samtykke – at etablere kontakt til relevante behandlingssteder, såfremt dette skønnes nødvendigt i forbindelse med fastsættelse af et prøveløsladelsesvilkår eller i øvrigt skønnes hensigtsmæssigt for den indsattes liv efter løsladelse. Hvis den indsatte har en lidelse, somatisk eller psykisk, som skal behandles efter løsladelse, vil den institution, som den indsatte løslades fra, rette henvendelse til relevant myndighed.

 

Ligeledes er tilsynsmyndigheden i forbindelse med en prøveløsladelse forpligtet til jævnligt at sammenholde handleplanen med tilsynsklientens forhold i tilsynsperioden og om nødvendigt søge handleplanen tilpasset ændringerne i disse forhold. Tilsynsfrekvensen fastsættes ud fra en konkret vurdering af den løsladtes forhold og behov for tilsyn, herunder støtte og vejledning.

Â