Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 1090 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 8. september 2008.

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

 Lars Hjortnæs

 


Spørgsmål nr. 1090 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Finder ministeren, at der kunne udarbejdes lovgivning, der kunne medvirke til at hindre udbredelse af sekterisk aktivitet, som vi har set i sekten Faderhuset (og som vi også kender det fra USA med f.eks. People’s Temple og Heaven’s Gate), og kunne en sådan lovgivning f.eks. gøre det strafbart at udøve aktivitet, hvor medlemmer rekrutteres på falsk grundlag og systematisk får nedbrudt deres identitet, udsættes for psykisk og/eller fysisk tortur og generelt udsættes for tankekontrol ved brug af hjernevask-teknikker og gruppepres samt afskæres fra deres omgivelser og udnyttes økonomisk og på anden vis?”

 

Svar:

 

En række af de forhold, der er nævnt i spørgsmålet, vil afhængig af de konkrete omstændigheder være omfattet af de gældende bestemmelser i straffeloven.

 

Der kan bl.a. henvises til straffelovens bestemmelser om vold (§§ 244-246), frihedsberøvelse (§ 261) eller alvorlige trusler om vold mv. (§ 266).

 

Herudover kan f.eks. nævnes straffelovens § 260 om ulovlig tvang, hvorefter det er strafbart f.eks. med trusler om vold, om frihedsberøvelse eller om at fremsætte usand sigtelse for strafbart forhold at tvinge nogen til at gøre, tåle eller undlade noget.

 

I det omfang det pågældende forhold sker for at skaffe sig selv eller andre uberettiget vinding, kan bestemmelserne i straffelovens kapitel 28 om formueforbrydelser endvidere finde anvendelse, herunder f.eks. bestemmelserne om bedrageri (§ 279) og åger (§ 282). For bedrageri straffes bl.a. den, der for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding retsstridigt fremkalder, bestyrker eller udnytter en vildfarelse hos en person, der medfører, at denne påføres et formuetab. For åger straffes bl.a. den, som for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding udnytter en anden persons betydelige økonomiske vanskeligheder, manglende indsigt eller letsind til at opnå en ydelse, der står i væsentlig misforhold til modydelsen, eller som der ikke skal ydes vederlag for.

 

På den baggrund er der efter Justitsministeriets opfattelse ikke anledning til at overveje yderligere straffebestemmelser rettet særligt mod ”sekterisk aktivitet” i den forstand, som er omtalt i spørgsmålet.