Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 1087 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 8. september 2008.

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

 Ole Hasselgaard

 

Spørgsmål nr. 1087 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Hvilke overvejelser giver henvendelsen fra Trine Hansen, Ballerup, af 13/8-08 om ophævelsespraksis i komplicerede samværssager ministeren anledning til, jf. REU alm. del - bilag 543?”

 

Svar:

 

Henvendelsen fra Trine Hansen vedrører en række spørgsmål om samvær i forhold til en forælder, der har forgrebet sig på et barn.

 

Justitsministeriet kan oplyse, at afgørelser efter forældreansvarsloven altid træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, jf. forældreansvarslovens § 4.

 

En afgørelse om samvær bygger på en konkret og individuel vurdering i den enkelte sag. Dette gælder også i en situation, hvor en forælder har krænket et barn. Hvis et fastsat samvær ikke er bedst for barnet, bør samværet ændres eller ophæves. Det er i den forbindelse ikke en betingelse, at barnet selv har været udsat for overgreb eller mistrives.

 

Der vil kun i helt særlige tilfælde blive fastsat samvær mellem et barn og en forælder, der har forgrebet sig på børn. Dette gælder navnlig, hvis det er barnet selv, der har været udsat for overgreb. Det er ikke muligt generelt at beskrive, hvilke omstændigheder der vil kunne begrunde, at der skal være samvær i en sådan situation. Statsforvaltningen har imidlertid ansvaret for, at en sag er tilstrækkeligt oplyst, før der træffes afgørelse om at fastsætte eller fastholde samvær. Tilvejebringelsen af et forsvarligt oplysningsgrundlag tager udgangspunkt i inddragelse af barnet og belysning af barnets perspektiv, jf. forældreansvarslovens § 34. Inddragelse af barnets perspektiv kan f.eks. ske ved iværksættelse af en børnesagkyndig undersøgelse. Det kan i den forbindelse også oplyses, at statsforvaltningen som vilkår for et samvær vil kunne bestemme, at samværet skal være overvåget.

 

Justitsministeriet kan endelig oplyse, at manglende efterlevelse af en afgørelse om samvær vil kunne blive betragtet som samarbejdschikane.