Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 1080 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 5. september 2008.

 

 

 

Lene Espersen

Fg. justitsminister

     /

   Anette Arnsted

 


Spørgsmål nr. 1080 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Ministeren bedes kommentere vedlagte liste over ventetider på teori- og køreprøver udarbejdet af Dansk Kørelærer-Union på baggrund af indberetninger fra stedlige kørelærer onsdag den 20/8-08, idet datoerne således viser venteliste fra 20/8-08 og til nævnte dato, herunder bedes ministeren særligt kommentere, hvorfor ventelister stadig er suspenderet i f.eks. Ålborg.”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen indhentet en udtalelse fra Rigspolitiet, der har oplyst følgende:

 

”Det er ikke muligt at give historiske data om ventetiden for berammelse af teoriprøver og praktiske prøver, herunder om ventetiden på en bestemt dato.

 

Rigspolitiet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet anmodet politikredsene om en udtalelse.

 

Nordjyllands Politi har oplyst, at ventetiden til praktiske prøver til kategori B (almindelig personbil) generelt pr. 25. september 2008 var opgjort til 12 kontordage, og for teoriprøver var der flere ledige prøver 4 dage efter denne dato. Nordjyllands Politi har videre oplyst, at man frigiver køreprøver i det internetbaserede køreprøvebookingsystem typisk 4-5 uger, før prøverne skal afholdes, hvorefter køreprøverne frit kan bookes af kørelærerne. Nordjyllands Politi har endelig oplyst, at dette system ikke på noget tidspunkt - heller ikke den 20. august 2008 - har været suspenderet, men at bookingsystemet lejlighedsvis har været udsat for tekniske problemer.

 

Østjyllands Politi har oplyst, at ventetiden på praktiske prøver i perioden ultimo august til medio september 2008 på grund af ekstraordinær stor efterspørgsel efter prøver har oversteget retningslinjerne, men at ventetiden nu er normaliseret.

 

Midt- og Vestjyllands Politi har oplyst, at 3 af politikredsens 9 prøvesteder den 20. august 2008 havde ventetider på mere end 14 dage. Det har dog været muligt at beramme prøver ved kredsens øvrige prøvesteder.

 

Sydøstjyllands Politi har oplyst, at ventetiden på teoriprøver og praktiske prøver ligger mellem 2 og 9 dage for kredsens 6 prøvesteder.

 

Syd- og Sønderjyllands Politi har oplyst, at en opgørelse af ventetiden pr. 15. august samt 1. og 9. september 2008 viser en ventetid ved prøvestederne i Esbjerg, Ribe, Varde og Vejen på mellem 0 og 12 dage på praktiske prøver, ved prøvestedet i Ribe dog 15 dage. Ventetiden for alle 8 prøvesteder i politikredsen er normalt mellem 0 og 6 dage. Ventetiden for teoriprøver på de nævne prøvesteder var 0 dage.

 

Fyns Politi har oplyst, at ventetiden på praktiske køreprøver er faldet væsentligt efter den 20. august 2008. Fyns Politi har videre oplyst, at ventetiden pr. 1. september 2008 på 3 sammenhængende teoriprøver var mellem 0 og 10 kontordage for politikredsens 6 prøvesteder.

 

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har oplyst, at ventetiden opgjort i hverdage for kredsens 6 prøvesteder er mellem 0 og 4 hverdage for teoriprøver og mellem 0 og 12 hverdage for praktiske prøver. Prøvestedet i Maribo har dog en ventetid på 16 dage.

 

Nordsjællands Politi har oplyst, at det har været muligt for kørelærerne i perioden 20. august – 18. september 2008 at beramme teoriprøver og praktiske prøver, idet der i perioden har været ledige prøver, enten fordi disse ikke var besat eller var blevet aflyst. Der var således i den pågældende periode 81 ledige teoriprøver og 38 ledige praktiske prøver til kategori B.

 

Københavns Politi har oplyst, at ventetiden opgøres hver onsdag. Den 20. august 2008 var ventetiden 18 kontordage for teoriprøver og 23 kontordage for praktiske prøver. Københavns Politi har videre oplyst, at der er afsat ekstra ressourcer med henblik på at reducere ventetiderne, hvilket har bevirket, at der i ugerne 34-38 har været 154 praktiske prøver og i uge 39 133 praktiske prøver til rådighed, som ikke er blevet benyttet. For teoriprøvernes vedkommende var der i uge 39 86 ikke benyttede prøver. Københavns Politi har endvidere oplyst, at kørelærerne i et vist omfang booker prøver, der ikke er behov for, hvilket vanskeliggør nedbringelse af ventetiderne.

 

Midt- og Vestsjællands Politi har oplyst, at man har anvendt og fortsat anvender betydelige personaleressourcer til afvikling af teori- og køreprøver på prøvestederne i Roskilde, Holbæk, Køge, Ringsted og Kalundborg. Midt- og Vestsjællands Politi har videre oplyst, at den store efterspørgsel efter køreprøver i politikredsen i et vist omfang må antages at kunne tilskrives det frie valg af prøvested.

 

Rigspolitiet kan videre oplyse, at Rigspolitiet løbende følger udviklingen i ventetiderne. En opgørelse af ventetiderne pr. 1. september 2008 viser således, at ventetiden i forhold til tidligere opgørelser er nedbragt i flere politikredsene, men også, at ventetiden i nogle kredse fortsat er for lang, hvorfor der i disse kredse fortsat er stor fokus på at bringe ventetiden ned. Det er Rigspolitiets opfattelse, at det med en fortsat fokus på området og ved øget ressourceanvendelse vil være muligt for politikredsene generelt at få bragt ventetiderne ned på et acceptabelt niveau. Sideløbende hermed arbejder Rigspolitiet med en række andre initiativer, som forventes at få en positiv effekt på ventetiden, bl.a. indførelse af et digitalt teoriprøvesystem, offentliggørelse af køreskolernes beståelsesprocenter og udbud af et sagkyndigkursus i Jylland.”

 

Justitsministeriet kan henholde sig til Rigspolitiets udtalelse. Der henvises i øvrigt til Justitsministeriets brev af 30. september 2008 til Retsudvalget, som vedlægges i kopi.