Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 1055 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 25. august 2008.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Barbara Bertelsen

 


Spørgsmål nr. 1055 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

 

”Som opfølgning på ministerens svar på spørgsmål 951, bedes ministeren svare på, hvordan det kommer til udtryk, at kreds- og lokalråd virker som en vigtig del i arbejdet med den forebyggende indsats over for de utilpassede unge, samt om ministeren kan give konkrete eksempler herpå?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet følgende udtalelse fra Rigspolitiet, hvortil jeg kan henholde mig:

 

”Efter retsplejelovens § 111 skal der i hver politikreds oprettes et kredsråd vedrørende politiets virksomhed. Kredsrådet består af politidirektøren og borgmestrene i de kommuner, som politikredsen omfatter. Politidirektørerne skal virke for at etablere et kriminalitetsforebyggende samarbejde mellem politiet og hver kommune i politikredsen under medinddragelse af skoler og sociale myndigheder.

 

Kredsrådet udgør det politiske/strategiske niveau i det kriminalitetsforebyggende myndighedssamarbejde. Det er således kredsrådet, der medvirker ved udarbejdelsen af de strategiske mål og prioriteringer, rammer og retningslinjer for de indsatsområder, der involverer flere myndigheder.

 

Politidirektøren afgiver hvert år en skriftlig redegørelse til kredsrådet vedrørende politiets virksomhed i politikredsen i det forløbne år, herunder om det kriminalitetsforebyggende samarbejde mellem politi og kommuner.

 

Lokalrådene skal sikre den lokale forankring af det forebyggende arbejde. De skal medvirke til at sikre det overordnede ansvar for at tilrettelægge det kriminalpræventive samarbejde i lokalområdet, og det skal i den forbindelse sikres, at der er etableret de nødvendige samarbejdsfora, der kan tage hånd om kendte såvel som akut opståede problemstillinger.

 

Koordineringen af politikredsenes kriminalpræventive arbejde bliver varetaget af kriminalpræventive sekretariater/enheder, der er etableret i hver politikreds.

 

Som eksempel på betydningen af kreds- og lokalråd i forhold til den forebyggende indsats over for de utilpassede unge kan nævnes, at kommuner og politi i Midt- og Vestjyllands politikreds har indgået en samarbejdsaftale, hvorefter fælles kriminalpræventive projekter udvælges og præsenteres for kredsrådet med henblik på implementering hos kommunerne og politiet gennem de 11 lokalråd i politikredsen. Indsatsen i forhold til de unge vil herefter være todelt. Den ene del af indsatsen sker ud fra en lokal prioritering i lokalrådsregi, mens den anden del består af de nævnte fælles projekter, som kredsrådet får præsenteret af politiet efter forudgående drøftelse, prioritering, analyse og godkendelse i politikredsens SSP-samråd.”