Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 1021 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 18. august 2008.

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

 Lars Hjortnæs

 


Spørgsmål nr. 1021 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Idet svaret på spørgsmål S 2189 ikke er fyldestgørende, bedes ministeren indhente de relevante udtalelser og oplyse, om ministeren er indstillet på at foretage de nødvendige forbedringer af de 3 gamle bygninger i Statsfængslet Renbæk, således at varmen nedbringes, jf. at der blev sat penge af til renovering på flerårsaftalen og set i lyset af, at de almindelige driftsmidler for de enkelte institutioner ofte ikke rækker til den slags forbedringer?”

 

Svar:

 

Direktoratet for Kriminalforsorgen har til brug for besvarelsen indhentet en udtalelse fra Statsfængslet Renbæk, som har oplyst, at varmen i cellerne er et årligt tilbagevendende problem, som regel af kortere varighed, som skyldes bygningernes konstruktion med en let ydervæg og stort dobbeltglasvindue. En mindre årsag til problemet er varmeudviklingen fra de elektriske apparater – køle/fryseskab mv. – på de indsattes celler.

 

For at afhjælpe varmeproblemerne har fængslet etableret bedre ventilation på cellegangene, og i varme perioder har fængslet tilladt, at de indsattes celledøre ikke låses om natten, således at de indsatte har mulighed for at åbne dørene ud til gangen og dermed få mere luft ind i cellen. Det skal i den forbindelse bemærkes, at yderdørene til afdelingerne altid er aflåst om natten.

 

Fængslet har oplyst, at der af brandtekniske årsager ikke kan etableres trækkanaler ud til gangen. Udover muligheden for at åbne celledøre ud til gangen er den eneste mulighed for at få frisk luft i cellerne om natten derfor en friskluftslem i vinduet på ca. 45 x 100 cm. Fængslet har tilføjet, at hvis temperaturen udenfor er høj, vil den således også blive det i cellerne.

 

Direktoratet for Kriminalforsorgen har oplyst, at Kriminalforsorgens bygningsmasse generelt er af ældre dato og derfor kræver væsentlige midler til vedligehold og forbedringer, hvilket til tider kan være for stor en økonomisk byrde for den enkelte institution. Direktoratet udmelder derfor særbevillinger til institutionerne til bygningsvedligehold, når dette skønnes helt uopsætteligt og ikke kan indeholdes inden for institutionernes eget budget.

 

Særbevillinger til de enkelte institutioner til bygningsvedligehold og forbedringer – herunder bygningsforbedringer til afhjælpning af varmeproblemet i Statsfængslet Renbæk – må nødvendigvis indgå i en samlet prioritering af Kriminalforsorgens byggemidler henset til et stort vedligeholdelsesmæssigt efterslæb for Kriminalforsorgens bygningsmasse. Der udarbejdes hvert år prioriteringslister over de kommende vedligeholdelsesmæssige opgaver, hvor de mest presserende sager nødvendigvis prioriteres højest. Prioriteringen foretages bl.a. på baggrund af bygningssyn, der udføres løbende af Kriminalforsorgens tilsynsførende arkitekt.

 

Henset til, at varmeproblemet i Statsfængslet Renbæk er af kortvarig karakter, og at fængslet har fundet en midlertidig løsning på at nedbringe varmeproblemet, har direktoratet ikke fundet anledning til at foretage yderligere på nuværende tidspunkt. Bygningsforbedringerne til afhjælpning af varmeproblemet i Statsfængslet Renbæk vil imidlertid indgå i Kriminalforsorgens årlige prioritering af byggemidler for 2009.