ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

2. juni 2008

 

 

Besvarelse af spørgsmål 76 alm. del stillet af Frank Aaen, Politisk-Økonomisk Udvalg den 8. maj 2008.    

 

Spørgsmål 76:

Når regeringen i sin redegørelse om gældende regler for den offentlige indkøbs- og investeringspolitik vedr. grundlæggende arbejdstager- og menneskerettigheder, skriver, at LD ”betragter det som et mindstekrav, at virksomhederne overholder national lovgivning i de lande, hvor de har aktiviteter, samt at de med hensyn til menneskerettigheder, faglige rettigheder, beskyttelse af børn og miljøforhold efterlever de standarder og retningslinjer, der er indeholdt i internationale konventioner og love, der er tiltrådt af Danmark og/eller EU”, skal det så forstås således, at da Danmark har tiltrådt ILO og en række ILO-konventioner, så køber LD ikke aktier i virksomheder, der bevidst og gentagne gange bryder ILO-konventionerne, som Danmark har tiltrådt?

 

Svar:

Jeg kan henholde mig til følgende oplysninger, som er indhentet hos LD:

 

”LD har formuleret en politik vedr. etiske aspekter ved aktieinvesteringer, hvoraf der bl.a. fremgår følgende:

 

LD betragter det som et mindstekrav, at virksomhederne overholder national lovgivning i de lande, hvor de har aktiviteter, samt at de med hensyn til menneskerettigheder, faglige rettigheder, beskyttelse af børn og miljøforhold efterlever de standarder og retningslinier, der er indeholdt i internationale konventioner og love, der er tiltrådt af Danmark og/eller EU.

 

LD anerkender, at en virksomheds ansvar må ses i sammenhæng med virksomhedens mulighed for at påvirke forholdene. En virksomhed har det fulde ansvar for forhold i relation til egne ansatte og aktiviteter, som virksomheden har en direkte ledelsesret over. En virksomhed vil i mange tilfælde også have ansvar for forhold hos forretningspartnere, underleverandører, distributører, agenter etc. Endvidere kan det i nogle situationer have sin berettigelse at forvente, at virksomheden drager omsorg for basale levevilkår for lokale befolkningsgrupper i de nære omgivelser af virksomhedens aktiviteter. Det bør i hvert enkelt konkret tilfælde vurderes, hvor bredt virksomhedens ansvar bør fortolkes.

 

 

I tilfælde, hvor der rejses spørgsmål om etisk ansvarlighed over for en virksomhed, hvor LD er aktionær, vil LD søge dialog med virksomhedens ledelse, om hvilke realistiske muligheder ledelsen har for at påvirke forholdene. Dialogen mellem LD og den pågældende virksomhed vil være fortrolig, og offentligheden oplyses normalt ikke herom.

 

Gentagen kritik af etiske forhold uden at en virksomheds ledelse i tilstrækkelig grad er lydhør, vil normalt føre til at LD sælger sin aktiepost.

 

For at leve op til denne politik foretager LD løbende overvågning og screening af de enkelte selskaber i LDs forskellige børsnoterede aktieporteføljer med henblik på at vurdere, hvorvidt selskabernes aktiviteter er i overensstemmelse med LDs krav til virksomhedernes etiske ansvar (ESG-forhold). Den løbende overvågning sker i samarbejde med den nordiske konsulentvirksomhed GES Investment Services (GES), der løbende overvåger ESG-forholdene, herunder de ILO-konventioner Danmark har tiltrådt, i de selskaber, der indgår eller kunne tænkes at indgå i LDs porteføljer. Hensyntagen til ESG-forhold indgår dermed som en integreret del af det generelle analysearbejde med LDs børsnoterede aktieinvesteringer.

 

LDs politik på området tager således udgangspunkt i, at det er vigtigt at søge dialog med virksomhederne for der igennem at søge at påvirke disse til at overholde LDs krav til virksomhedernes etiske ansvar. LD har derfor også tilsluttet sig GES Engagement Forum, som giver mulighed for at føre dialog med virksomhederne i fællesskab med de øvrige investorer, der har tilsluttet sig, for der igennem at øge effekten af dialogen.

 

Ved overvejelse af eventuelle køb af aktier i virksomheder, som ikke allerede indgår i LDs porteføljer, og hvor der i GES’ løbende overvågning har vist sig at være grund til kritik af virksomheden, vil der derfor blive lagt stor vægt på, om det kan forventes, at en dialog med virksomheden vil føre til forbedringer af ESG-forholdene. Såfremt dette ikke forventes at være tilfældet, vil LD ikke foretage investeringen.

 

Såfremt GES i den løbende overvågning finder, at der er grund til kritik af en virksomhed, som allerede indgår i LDs porteføljer, vil LD primært søge at indgå i en dialog med selskabet, eller hvis dette ikke skønnes muligt eller virkningsfuldt, vil LD søge at afhænde aktieposten i selskabet under hensyntagen til LD-lovens krav om betryggende sikkerhed og højest muligt afkast.”

 

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk