Finansministeren

 

Endeligt svar på Det Politisk-Økonomiske Udvalgs spørgsmål nr. 70 af 8. maj 2008 (alm. del).

Spørgsmål:

Der ønskes en oversigt over alle underkonti, hvor der er indbudgetteret indtægter fra salg af produkter, tjenester eller tjenesteydelser i finansåret 2008. Af oversigten skal fremgå hvilken underkonto der er tale om, hvorfra indtægterne stammer, samt hvor store indtægterne forventes at være i 2008.

Svar:

I bilag 1 er der angivet en oversigt over statslige indtægter fra salg af varer og tjenester på underkontoniveau på finansloven for 2008 (standardkonto 11. salg af varer).

Indenfor statslige institutioners almindelige virksomhed er der adgang til at oppebære indtægter fra salg af varer og tjenester. Det kan være mindre indtægter fra for eksempel salg af publikationer eller større indtægter fra helt eller delvist brugerfinansierede institutioner.

Der kan endvidere være adgang til at udføre forretningsmæssig aktivitet på indtægtsdækkede områder. Indtægtsdækkede aktivitetsområder skal være naturlige udløbere af institutionens almindelige virksomhed, og kunne opgøres adskilt fra institutionernes almindelige virksomhed. Desuden må der ikke for kredsen af aftagere bestå en pligt til at aftage de pågældende varer og tjenesteydelser. Hjemmel til at udføre indtægtsdækket virksomhed opnås på bevillingslov eller ved tilslutning fra Finansudvalget.

Institutioner kan endvidere have adgang til at udføre tilskudsfinansierede aktiviteter. Tilskudsfinansierede aktiviteter er ikke-kommercielle aktiviteter, der er naturlige udløbere af den ordinære virksomhed og finansieres af indtægter fra for eksempel private gaver eller tilskud, indtægter i forbindelse med samarbejdsaftaler, offentlige fondsmidler og programmidler mv. Igangsættelse af tilskudsfinansierede aktiviteter kræver, at der foreligger et juridisk bindende tilsagn om støtte.

Med venlig hilsen

Lars Løkke Rasmussen