Det Politisk-Økonomiske Udvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             2. juni 2008

J nr.             004-U13-000002

  

 

Det Politisk-Økonomiske Udvalg har i brev af 5. maj 2008 stillet mig følgende spørgsmål 63 (PØU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 63

 

” Som opfølgning på statsministerens besvarelse af samrådsspørgsmål C og D i Det Politisk-Økonomiske Udvalg den 30. april 2008 bedes der redegjort for, hvilke initiativer de enkelte ministre i regeringen har taget for at sikre sig, at det kun er de udgifter, der vedkommer det enkelte ministerium, der afholdes af ministeriet og ministeriet ikke afholder udgifter der rettelig henhører til regeringspartiet - eller den enkelte ministers private udgifter.”

 

Svar

Transportministeriet har i ministeriets regnskabsinstruks defineret regler for godkendelsesprocedurer, der sikrer kontrol af ministeriets udgifter, herunder kontrol af og dokumentation for, at udgifterne kan henføres til ministeriets aktiviteter i overensstemmelse med Regnskabsbekendtgørelsens § 25 om den regnskabsmæssige registrering og § 27 om tilrettelæggelse og dokumentation.

 

Derudover indeholder regnskabsinstruksen detaljerede regler om disponering i henhold til Regnskabsbekendtgørelsens § 46 stk. 3 og 4 der foreskriver, at indgåelse af aftaler og køb af varer og tjenesteydelser, der medfører eller kan medføre udgifter eller indtægter for ministeriet, skal godkendes af en hertil bemyndiget person i overensstemmelse med de givne bevilliger. Det sker i henhold til Finansministeriets retningslinier, der er udmøntet i budget- vejledningen.

 

Transportministeriet har således via regnskabsinstruksen sikret den nødvendige kontrol og opfølgning.

 

Til brug for afholdelse af private udgifter for ministeren er der desuden etableret en kontantkasse i ministersekretariatet, hvori ministeren lægger private penge. Pengene tages der af, når der kommer udgifter af privat karakter, som ministeren selv skal betale, og som dermed ikke skal konteres i ministeriets regnskab.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Carina Christensen