Det Politisk-Økonomiske Udvalg

Christiansborg

 

Svar på spørgsmål 56 (Alm. del):                                                                            04-06-2008

I brev af 5. maj 2008 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 56:

”Som opfølgning på statsministerens besvarelse af samrådsspørgsmål C og D i Det Politisk-Økonomiske Udvalg den 30. april 2008 bedes der redegjort for, hvilke initiativer de enkelte ministre i regeringen har taget for at sikre sig, at det kun er de udgifter, der vedkommer det enkelte ministerium, der afholdes af ministeriet, og ministeriet ikke afholder udgifter, der rettelig henhører til regeringspartiet – eller den enkelte ministers private udgifter.”

 

Svar:

Undervisningsministeren følger retningslinjerne i Regnskabsinstruksen for Undervisningsministeriets departement, der er udarbejdet i overensstemmelse med Finansministeriets regnskabsbekendtgørelse samt Finansministeriets Økonomisk-Administrative Vejledning om udarbejdelse af regnskabsinstrukser. Som supplement til regnskabsinstruksen forefindes ministeriets vejledning om disponering, indkøbsaftaler og håndtering af regnskabsbilag, for så vidt angår krav om dokumentation og attestation af udgifter, samt ministeriets rejseregler, der bygger på Finansministeriets Personaleadministrative Vejledning. Regnskabsinstruksen og de supplerende vejledninger er tilgængelige internt i ministeriet via ministeriets intranet. Af regnskabsinstruksen fremgår det, at bilag vedrørende repræsentation skal forsynes med oplysninger om formål og deltagere, og det samme gælder for eksterne udgiftsbilag.

 

Ministeriet er i gang med at udarbejde endnu en supplerende instruks, som er målrettet denne type af udgifter for at sikre en endnu højere grad af bevågenhed omkring håndteringen af disse.

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder