Folketingets Politisk-Økonomiske Udvalg

Christiansborg

1240 København K

Asiatisk Plads 2

DK-1448 København K

Telefon +45 33 92 00 00

Telefax +45 32 54 05 33

E-mail: [email protected]

http://www.um.dk

Girokonto 3 00 18 06

 

Bilag

Journalnummer

Kontor

 

 

102.G.36.a.

 

30. maj 2008

 

 

 

 

Svar på Det Politisk-Økonomiske Udvalgs spørgsmål nr. 50 af 5. maj 2008

 

Spørgsmål:

”Som opfølgning på statsministerens besvarelse af samrådsspørgsmål C og D i Det Politisk-Økonomiske Udvalg den 30. april 2008 bedes der redegjort for, hvilke initiativer de enkelte ministre i regeringen har taget for at sikre sig, at det kun er de udgifter, der vedkommer det enkelte ministerium, der afholdes af ministeriet og ministeriet ikke afholder udgifter der rettelig henhører til regeringspartiet – eller den enkelte ministers private udgifter.”

 

Svar:

Forvaltning af udgifter i Udenrigsministeriet, herunder udgifter, som vedrører udenrigsministeren, er tilrettelagt i henhold til statens regler og retningslinjer, herunder bestemmelserne i Udenrigsministeriets ministerieinstruks og regnskabsinstruks, som er udarbejdet i medfør af bekendtgørelse nr. 1693 af 19. december 2006 om statens regnskabsvæsen mv. fra Finansministeriet.

 

For så vidt angår forvaltning af udgifter, fremgår det af Udenrigsministeriets regnskabsinstruks, at alle budgethavende enheder, herunder Udenrigsministerens ministersekretariat, kan disponere inden for de udmeldte rammer og i henhold til gældende regler, samt at godkendelse af bilag udelukkende kan foretages af hertil bemyndigede medarbejdere.

 

I forbindelse med godkendelsesproceduren har de enkelte ressortkontorer, herunder ministersekretariatet, ansvar for kontrol med bilagenes materielle og økonomiske indhold, herunder bilag vedr. udenrigsministerens udgifter. Bilag skal endvidere påtegnes oplysninger om kreditor, betalingsform og kontering. Bilag skal forsynes med godkendelsespåtegning (underskrift og navnestempel) som bekræftelse på, at den krævede kontrol er udført, og at de kan videregives til registrering og betaling. Vedrørende elektroniske fakturaer er underskrifter i e-fakturasystemet erstattet af en elektronisk godkendelse, der styres af logning med oplysninger om medarbejdernavn og tidspunkt.

 

Godkendte bilag, herunder bilag vedr. udenrigsministerens udgifter, gennemgås efterfølgende i Udenrigsministeriets økonomikontor forud for registrering, bogføring og betaling. Gennemgangen omfatter bl.a. kontrol med betalingsoplysninger, kontering og godkendelse med henblik på at sikre korrekt betalingsmodtager, korrekt kontering, og at bilag er godkendt af bemyndiget medarbejder.

 

Udenrigsministeriets forvaltning af udgifter, herunder udgifter vedr. udenrigsministeren, er således tilrettelagt i henhold til statens regler og retningslinjer bl.a. med henblik på at sikre, at kun de udgifter, der vedkommer Udenrigsministeriet, afholdes af ministeriet.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Per Stig Møller