ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

Eksp.nr. 539067

 

27. maj 2008

Besvarelse af spørgsmål 41 alm. del stillet af Det Politisk-Økonomiske Udvalg den 25. april 2008.    

 

 

Spørgsmål 41:

”Var nogle af regeringens ministre i VL-gruppe med ansatte hos A.P. Møller-Mærsk, da aftalen for de næste 40 år om udnyttelse af ressourcerne for Nordsøen blev indgået?”

 

Svar:

Så vidt jeg er orienteret var ingen af medlemmerne i VL-gruppe 61, hvor jeg selv er medlem, ansatte hos A.P. Møller-Mærsk, da Nordsøaftalen blev indgået den 11. november 2003.

 

Jeg kan dog oplyse spørgeren om, at Frants Bernstorff-Gyldensteen, der ligeledes er medlem af VL-gruppe 61, var medlem af bestyrelsen for A.P. Møller Mærsk fra 10. maj 2000 til den 12. juni 2003. Siden den 12. juni 2003 har Frants Bernstorff-Gyldensteen været bestyrelsesmedlem i Mærsk Olie og Gas. Jeg har dog på intet tidspunkt drøftet Nordsøaftalen med Frants Bernstorff-Gyldensteen.

 

Justitsministeren har oplyst, at justitsministeren har været medlem af VL-gruppe 68 siden gruppens etablering i sommeren 2003. Ligeledes har Peter Frederiksen, der på tidspunktet for Nordsøaftalens indgåelse den 11. november 2003 var underdirektør hos containervirksomheden Maersk Line, været medlem af gruppen siden etableringen.

 

Da aftalen blev indgået – kort tid efter etableringen af gruppen – var justitsministeren således i VL-gruppe med en ansat fra A.P. Møller-Mærsk. Justitsministeren har dog oplyst, at ministeren og Peter Frederiksen på intet tidspunkt har talt sammen om den pågældende aftale.

 

Resten af regeringens ministre var ikke medlem af en VL-gruppe på det af spørgeren anførte tidspunkt. For kulturministeren og den daværende finansminister gælder, at de var hvilende medlemmer af en VL-gruppe. Det indebærer, at der ikke deltages i møder eller betales kontingent.

 

 

 

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk