STATSMINISTERIET

                                                                                                        Dato:  6/5 2008

 

 

Statsminister Anders Fogh Rasmussens svar på spørgsmål nr. 40 (alm. del) stillet af Det Politisk-Økonomiske Udvalg.

 

 

Spørgsmål:

 

»I forlængelse af artiklen "Fogh: Ok til Fritz Schur ‑ nej til VL‑grupper", som er bragt Dagbladet Børsen, tirsdag den 23. april 2008 bedes statsministeren redegøre for, hvori forskellen består mellem et regeringsmedlem som udpeger en VL‑gruppe‑kollega til bestyrelsesposter, og en statsminister, der ‑ som leder af regeringen ‑ udpeger en privat ven til indtil flere bestyrelsesposter i statslige selskaber?

 

Hvad er begrundelsen for statsministerens modstand mod det første forhold og åbenlyse velvilje over for det sidste forhold?«

 

 

Svar:

 

Ministrene foretager i henhold til gældende lovgrundlag mv. en række udpegninger til bestyrelser, råd, nævn, udvalg mv. Udpegningerne sker ud fra en samlet vurdering af kandidaternes faglige og personlige egenskaber set i forhold til de krav, der stilles til stillingen.

 

Ved udpegningerne gælder de forvaltningsretlige regler om inhabilitet.

 

Selvom et personligt bekendtskab mellem en minister og en kandidat ikke nødvendigvis vil føre til, at ministeren er inhabil i retlig forstand, så har regeringen også i lyset af den offentlige debat om VL-grupperne besluttet, at en minister, der er medlem af en VL-gruppe, ikke vil kunne indstille et medlem af den pågældende VL-gruppe til en bestyrelsespost mv. Således har jeg også tidligere tilkendegivet, at ministre bør overveje, om deres medlemskab af en VL-gruppe giver anledning til – selv uberettiget – kritik.

 

Hvis et personligt bekendtskab mellem en minister og en kandidat beror på andet grundlag end medlemskab af samme VL-gruppe, vurderes det konkret, om ministeren er inhabil.