Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

J.nr. 2008-5383

Folketingets Politisk-Økonomiske Udvalg

 

 

 

 

 

Dato: 13. august 2008

 

 

 

Under henvisning til Folketingets udvalgs brev af 18. juli 2008 følger hermed Ministeren for Ligestillings svar på spørgsmål nr.  307.

 

­

 

Spørgsmål nr. 307:

 

”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 15. juni 2008 fra Mandecentret vedr. Mandecentrets erfaringer med udmøntningen af forældreansvarsloven okt. 2007 - juni 2008, jf. alm. del - bilag 117.”

 

Svar:

Henvendelsen fra Mandecentret er tidligere besvaret af justitsministeren. Der henvises derfor til besvarelse af spørgsmål 279 (alm. del).

 

Supplerende har statsforvaltningerne overfor mig oplyst, at de i behandlingen af sager om forældremyndighed og bopæl og sager om samvær anvender Familiestyrelsens vejledninger, som er udarbejdet i forbindelse med forældreansvarslovens ikrafttræden. Statsforvaltningerne oplyser endvidere, at de har en løbende dialog med Familiestyrelsen om forældreansvarsloven.

 

For så vidt angår punkt 1 i Mandecenterets henvendelse, kan statsforvaltninger ikke genkende Mandecentrets oplevelse af, at statsforvaltningerne i behandlingen af samværs- og bopælssager overser, at der er en lang række fædre, som tager stort ansvar for deres børn, og derved diskriminerer disse fædre i sagsbehandlingen.

 

Tværtimod tager afgørelserne udgangspunkt i barnets perspektiv og dermed i den løsning, som er bedst for barnet på det pågældende tidspunkt. Det har således heller ingen betydning for sagernes udfald, at der er flere kvindelige sagsbehandlere og børnesagkyndige end mandlige ansatte i statsforvaltningerne.

 

Punkterne 2 til 6 i Mandecentrets skrivelse vedrører bl.a. sager, hvori der indgår beskyldninger om vold og incest. Dette er ofte meget komplicerede sager, og statsforvaltningen skal her først og fremmest sikre, at barnet beskyttes mod eventuelle overgreb. Derudover skal statsforvaltningen undersøge rigtigheden af beskyldningerne og samtidig sikre barnets ret til begge forældre.

 

Disse hensyn kan indebære, at der i en periode ikke fastsættes samvær, men der i stedet fastsættes et overvåget samvær eller et begrænset samvær.

 

De vanskelige sager undersøges omhyggeligt efter de retningslinjer, der følger af vejledning nr. 9859 af 6. september 2007 om forældremyndighed og bopæl, vejledning nr. 9860 af 6. september 2007 om samvær og vejledning nr. 9013 af 25. januar 2008 om børnesagkyndige undersøgelser. Ifølge vejledningerne kan Statsforvaltningen indhente krisecentererklæringer og lade disse indgå i sagsbehandlingen sammen med en lang række andre oplysninger blandt andet skadestuerapporter, udtalelser fra daginstitution, kommune, politi.

 

Komplicerede sager har naturligvis en længere sagsbehandlingstid end ikke- komplicerede sager. Ligeledes kan der være forhold, som forsinker sagsbehandlingen, fx hvis den ene part udebliver fra et planlagt møde. De gennemsnitlige sagsbehandlingstider i sager vedrørende forældremyndighed og samvær vurderes dog som rimelige.   

 

En part har altid ret til at medbringe en bisidder ved et møde i statsforvaltningen. Efter statsforvaltningernes opfattelse er bisidderne velkomne.

 

 

 

 

Karen Jespersen

 

/  

                                                                    Jens Kristian Poulsen