STATSMINISTERIET

                                                                                                        Dato:  5. juli 2008

 

 

Statsminister Anders Fogh Rasmussens svar på spørgsmål nr. 303 (alm. del) stillet af Det Politisk-Økonomiske Udvalg efter ønske fra Frank Aaen (EL).

 

 

 

 

Spørgsmål:

 

”Hvad er statsministerens holdning til at oplysninger, Folketinget har spurgt til, ikke sendes til Folketinget, men udleveres til pressen, jf. svar på alm. del spørgsmål 135, stillet af Politisk Økonomisk Udvalg om privat anvendelse af økonomi- og erhvervsministerens ministerbil sammenholdt med de oplysninger, der fra økonomi- og erhvervsministeren nu har givet til pressen.”

 

 

Svar:

 

Økonomi- og Erhvervsministeriet har til brug for besvarelsen oplyst følgende:

 

”Økonomi- og Erhvervsministeriet har i svar på PØU alm. del spørgsmål nr. 135 oplyst, at der ikke føres kørebog for ministerbilen. Det fremgår desuden af besvarelsen, at ministerbilen typisk anvendes som et "rullende kontor", hvor økonomi- og erhvervsministeren behandler sager og fører telefonsamtaler af fortrolig karakter.

 

Økonomi- og Erhvervsministeriet har til pressen udleveret kopi af ministerkalenderen, kopi af diverse bilag i form af fakturaer, kontoudtog og lignende vedr. benzinkort, brobizz, færger, samt bespisning for ministerchauffør. Det udleverede materiale er således ikke en kørebog for ministerbilen, og det kan ikke af det udleverede materiale ses, om ministerbilen er anvendt til kørsel, der ikke omfattes af de gældende regler for anvendelse af ministerbil.

 

Det er Økonomi- og Erhvervsministeriets opfattelse, at der ikke er modstrid mellem det materiale, der er udleveret til pressen og besvarelsen af PØU alm. del spørgsmål nr. 135.”

 

Jeg kan henholde mig til det af Økonomi- og Erhvervsministeriet oplyste.