Til
Folketinget - Det Politisk-Økonomiske Udvalg
Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 289 af 23. juni 2008. Spørgsmål er stillet efter ønske fra Line Barfod (EL).
(Alm. del).
Kristian Jensen
                                          /Birgitte Christensen
                       Â
Spørgsmål 289: Ministeren bedes oplyse, hvad SKAT gør for at sikre at ministre betaler skat af deres private brug af ministerbiler, herunder om der i de seneste 10 år er ændret i vejledningen om hvornår der skal betales skat af privat brug, herunder hvad der anses for privat brug.
Svar: SKAT har oplyst, at ministrenes indkomstforhold indgår i SKATs indsatsarbejde på lige fod med andre borgeres. Såfremt en ministers selvangivelse bliver udtaget til gennemgang på grund af en risikovurdering, vil det være naturligt også at kigge på de særlige ydelser, man får som minister og folketingspolitiker.
Hvad angår spørgsmålet om ændring i vejledningen, kan jeg oplyse, at Statsministeriet har udarbejdet en vejledning om ministerens udgifter med henblik på at skabe en mere ensartet praksis i ministerierne. En sådan vejledning har ikke tidligere eksisteret.
Vejledningen indeholder også et afsnit om ministrenes anvendelse af ministerbiler, herunder de skattemæssige konsekvenser i forhold til kørsel i ministerbil.
Beskrivelsen af den skattemæssige behandling af kørslen har ikke hidtil fremgået af en vejledning, men alene af et notat, der blev omdelt til ministrene.
Af notatet fremgik følgende:
"Kørsel, der foretages i forbindelse med varetagelsen af hvervet (f.eks. kørsel til møder og lignende) beskattes ikke.
Privat kørsel i ministerbil beskattes derimod med hjemmel i ligningslovens § 16, stk. 3, ud fra hvad det ville koste at køre med taxi for en tilsvarende kørsel. Dette gælder dog ikke kørsel mellem bopælen og arbejdspladsen (f.eks. ministeriet), som kun beskattes, hvis der tages befordringsfradrag for strækningen, jf. ligningslovens § 9 C, stk. 7. Der sker heller ikke beskatning, hvis ministeren foretager børneafhentning eller indkøb i forbindelse med kørslen i ministerbil mellem hjem og arbejde, hvis børneafhentningen m.v. ikke giver nogen eller kun marginale afvigelser fra den sædvanlige kørselsrute (såsom at køre ind på skolens eller supermarkedets parkeringsplads). Dette forudsætter, at der ikke vælges en anden rute end sædvanligt.
Det bemærkes, at det anførte kun gælder den situation, hvor ministerbilen føres af ministerchaufføren. Hvis ministeren selv fører bilen, bliver ministeren omfattet af reglerne om fri bil til rådighed, jf. ligningslovens § 16, stk. 4."
I forbindelse med udarbejdelsen af Statsministeriets vejledning, hvor retningslinjerne for anvendelsen af ministerbilen nu sammenfattes, har Skatteministeriet revurderet den fortolkning, der er lagt til grund i notatet. I og med en minister ikke selv må føre bilen, hvilket direkte er fastsat i Statsministeriets vejledning, er det fundet mere nærliggende at tage udgangspunkt i reglen i ligningslovens § 9 C, stk. 7, jf. stk. 8, om arbejdsgiverbetalt transport end i reglen i ligningslovens § 16 om fri bil.
Den form for transport - f.eks. arbejdsgiverbetalt taxi eller frikort - beskattes ikke, medmindre den person, der transporteres, samtidig tager befordringsfradrag. Reglen gælder for transport mellem hjem og arbejdsplads, mellem arbejdspladser og inden for samme arbejdsplads.
Om frikort er det i Ligningsvejledningen anført, at der alene vil ske beskatning, hvis frikortet benyttes i væsentligt omfang til anden privat befordring end befordringen mellem bopæl og arbejde.
Sidestiller man ministrenes befordring i ministerbilen hermed, er vurderingen - med de rammer, der i vejledningen om ministerens udgifter, er sat for privat befordring i ministerbilen - at der ikke skal ske beskatning af ministeren, da den private befordring ikke anses for at kunne få et væsentligt omfang, forudsat vejledningen overholdes.
Derfor fremgår der nu følgende af Statsministeriets vejledning:
"Kørsel i ministerbilen inden for de ovennævnte retningslinjer, anses for omfattet af reglerne i ligningslovens § 9 C, stk. 7, jf. stk. 8, hvilket indebærer, at ministeren ikke beskattes af den pågældende kørsel, forudsat der ikke tages befordringsfradrag."