UDENRIGSMINISTERIET

 

   

                                                                                                             Den  1. juli 2008

 

Ministeren for udviklingsbistand Ulla Tørnæs’ svar på spørgsmål nr. 266 (alm.del) stillet af Det Politisk-Økonomiske Udvalg efter ønske fra Morten Bødskov (S).

 

Spørgsmål 266:

Under henvisning til PØU alm.del – bilag 114 vedrørende oversigt over pressekontakt i forbindelse med de Konservative ministres valgkamp i 2005/Venstres ministres valgkampagne i 2007, bedes ministeren redegøre for ministerens kontaktpersons daværende ansættelsesforhold og hvilket arbejde, der skulle udføres af den anførte kontaktperson. I den forbindelse bedes oversendt den korrespondance, som den enkelte kontaktperson have i perioden op til og under valgperioden, der vedrører forberedelse til folketingsvalg, afholdelse og forberedelse af valgmøder og andre valgrelaterede aktiviteter, herunder eksempelvis kontakt med ministerens valgkreds, ministerens partisekretariat/partiorganisation og øvrige bidragsydere til ministerens valgkampsforberedelser og aktiviteter.

 

Svar:

Som det fremgår af PØU alm.del – bilag 114 var min kontaktperson under valgkampen i 2007 Dorte Lysdal.

Op til datoen for udskrivelse af folketingsvalget den 24. oktober 2007 var Dorthe Lysdal ansat i Udenrigsministeriet, som min særlige rådgiver. Ansættelsen var baseret på de retningslinjer, der er angivet i betænkning nr. 1443 fra juni 2004, afgivet af Udvalget om embedsmænds rådgivning og bistand til regeringen og dens ministre. Dette indebar bl.a., at der ikke til stillingen var knyttet instruktionsbeføjelser overfor almindelige embedsmænd i linjen. I henhold til ansættelseskontrakten ophørte ansættelsen ved udskrivelse af folketingsvalg, i dette tilfælde den 24. oktober 2007. Dorte Lysdal blev herefter i henhold til ansættelsesaftalen fritstillet i perioden med 6 måneders varsel, og arbejdede herefter på frivillig basis som min presse kontaktperson.

I besvarelse af anmodning om oversendelse af korrespondance, som min rådgiver Dorte Lysdal havde i perioden op til og under valgperioden henvises til min besvarelse af PØU spørgsmål 193 (alm.del).