Det Politisk-Økonomiske Udvalg

Folketinget

1240 København K

 

2. juli 2008

 

 

Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr. 255 (Alm. del), stillet af Folketingets Politisk-Økonomiske udvalg den 16. juni 2008.

 

 

 

Brian Mikkelsen

 


Spørgsmål nr. 255

(Alm. del)

Skrivelse af 16. juni 2008

 

Svar til Folketingets Politisk-Økonomiske udvalg fra kulturministeren.

 

Spørgsmål:

 

Under henvisning til PØU alm. del – bilag 114 vedrørende oversigt over pressekontakt i forbindelse med de Konservative ministres valgkamp i 2005/Venstres ministres valgkampagne i 2007, bedes ministeren redegøre for ministerens kontaktpersons daværende ansættelsesforhold og hvilket arbejde, der skulle udføres af den anførte kontaktperson. I den forbindelse bedes oversendt den korrespondance, som den enkelte kontaktperson havde i perioden op til og under valgperioden, der vedrører forberedelse til folketingsvalg, afholdelse og forberedelse af valgmøder og andre valgrelaterede aktiviteter, herunder eksempelvis kontakt med ministerens valgkreds, ministerens partisekretariat/partiorganisation og øvrige bidragsydere til ministerens valgkampsforberedelser og aktiviteter.

 

 

Svar:

Pressechef Martin Østergaard-Nielsen (ministerens kontaktperson) er ansat i 2003 efter de dagældende retningslinier for særlige rådgivere, der er angivet i betænkning nr. 1354 fra maj 1998 fra Udvalget om forholdet mellem minister og embedsmænd.

 

Han blev ved brev af 19. januar 2005 fritstillet fra sit arbejde i Kulturministeriet i valgkampperioden i overensstemmelse med retningslinierne i Finansministeriets brev af 10. december 2004 til ministeriernes departementschefer.

 

Fritstillelsen indebar, at Martin Østergaard-Nielsen skulle forlade arbejdspladsen i Kulturministeriet, samt at han under valgkampen ikke havde sin daglige gang i ministeriet og ikke under valgkampen havde adgang til ministeriets it-netværk, e-mail-system el.lign.

 

For så vidt angår kontaktpersonens korrespondance i tiden op til og under valgkampen om de forhold, der er nævnt i det foreliggende spørgsmål, kan jeg henvise til min besvarelse af spørgsmål nr. 185 (Alm. del) fra det Politisk-Økonomiske udvalg.