Folketingets Politisk-Økonomiske udvalg

 

 

 

 

 

 

Dato: 5. marts 2008

 

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Politisk-Økonomiske udvalgs brev af 21. januar 2008 følger hermed minister for ligestillings svar på spørgsmål nr. 15 (PØU Alm. del).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 15:

 

”Ministeren bedes kommentere anbefalingerne til efterlevelse af ligestillingsloven udleveret af Mainstreamingnetværket af 2005 under deres foretræde for udvalget den 17. januar 2008, jf. alm. del - bilag 21.

Herunder bedes ministeren redegøre, om ministeren er enig i den manglende efterlevelse af ligestillingsloven og hvad ministeren agter at gøre i den forbindelse.”

 

 

Svar:

Mainstreamingnetværket af 2005 foreslår en række tiltag, som de mener, vil give en mere effektiv efterlevelse af ligestillingsloven. Flere af dem som fx kompetenceudvikling, kønsmainstreaming af lovforslag og konferencer eller høringer er gode, konstruktive forslag og er da også allerede en del af den nuværende indsats. Andre som fx oprettelsen af nye vidensinstitutioner vil efter min opfattelse have mindre – hvis overhovedet nogen – effekt.

Ligestillingsloven giver i dag nogle klare rammer for ligestillingsarbejdet. Offentlige myndigheders pligt til at indarbejde ligestilling i planlægning og forvaltning – kønsmainstreaming - er et af de helt centrale omdrejningspunkter for ligestillingsarbejdet.

Siden princippet om kønsmainstreaming blev lovfæstet i 2000, har en tværministeriel styregruppe med chefer fra alle ministerier været med til at sætte mål for statens indsats for kønsmainstreaming. Styregruppen skal blandt andet sikre, at alle ministerier er opmærksomme på deres pligt til at kønsmainstreame.

Under den første handlingsplan for kønsmainstreaming i staten 2002-2006 blev der udviklet en række værktøjer, som gennem gode eksempler og tjeklister guider embedsværket gennem ligestillingsvurdering af budgetter, lovforslag, kampagner og data.

Det er også baggrunden for, at styregruppen årligt offentliggør, hvilke lovforslag, der vil blive ligestillingsvurderet efter en relevanstest. Det fremgår direkte af den digitale lovprocesguide, hvordan man foretager en relevanstest og en ligestillingsvurdering. Det indebærer, at relevante ligestillingsmæssige konsekvenser beskrives direkte i bemærkningerne til lovforslag. Det er de enkelte ministre, der har ansvar for såvel test som vurdering på deres område.

I den nye handlingsplan for 2007-2011 er vi gået et skridt videre, og det er min klare opfattelse, at arbejdet er i fremdrift. Der er opstillet nogle klare pejlemærker for de kommende år, så kønsmainstreaming bliver så udbredt som muligt og kan medvirke til at gøre ligestillingsarbejdet mere målrettet og effektivt. I min kommende perspektiv- og handlingsplan for ligestilling er der formuleret ligestillingspolitiske mål for alle ministerområder. Mål som viser, at ministerierne tager deres ansvar alvorligt. Udfordringen fremover er at få en mere systematisk tilgang til arbejdet, så ligestillingsaspektet indgår fra starten i relevante initiativer, lovforslag mv.

Jeg har for nylig offentliggjort resultaterne af ligestillingsredegørelserne fra kommuner, regioner og stat. De allerfleste har faktisk formuleret politik og eller mål for ligestilling, men det står samtidig klart, at det fortrinsvist er på personaleområdet og ikke i forhold til serviceydelser eller forvaltning. Ministerierne er tydeligt i front, når det gælder om at indarbejde ligestilling i det daglige arbejde, fx i lovgivning og kampagner.

Arbejdet kan godt gå hurtigere, og der er bestemt plads til forbedringer, ikke mindst i regioner og kommuner. Alligevel er der dog nogle spændende tiltag, som viser, at arbejdet er i gang i hele den offentlige sektor. Og der er fremgang at spore siden de sidste ligestillingsredegørelser fra 2005.

Allerede før offentliggørelsen af tallene, fik jeg udviklet nogle værktøjer til kompetenceudvikling i kommunerne, så de kan blive bedre til at arbejde med ligestilling i forhold til de borgerrettede ydelser. Værktøjerne vedrører ligestillingsvurdering af byrådsindstillinger og kampagner. Det er begge områder, som involverer politikerne og forvaltningerne, og jeg mener, at det er afgørende at både politikerne og embedsværket tager ansvaret på sig og sikrer, at ligestilling bliver en fast integreret del af beslutningerne. Jeg er enig i, at der ligger en udfordring i at få styrket kønsmainstreaming i kommunerne, og jeg vil sørge for, at der bliver fulgt op på den konference, jeg holdt for kommuner om mainstreaming i slutningen af januar 2008.

Også i staten bliver der fokuseret på kompetenceudvikling og uddannelse. I løbet af 2008 skal alle ministerier formulere planer for, hvordan de vil udvikle og styrke deres kompetence til at arbejde med kønsmainstreaming inden for de forskellige politiske områder. Der bliver endvidere udviklet et e-learning-kursus, som skal være med til at styrke statens kompetencer til kønsmainstreaming.

Der bliver således gjort en bred indsats for at styrke arbejdet med kønsmainstreaming i hele den offentlige sektor. Udover de offentlige myndigheder arbejder en række andre aktører aktivt for at fremme ligestilling. Det gælder for eksempel Institut for Menneskerettigheder, SFI, Kvinfo, universiteterne, faglige organisationer m.fl. Mange af disse aktører er i øvrigt medlemmer af Mainstreamingnetværket af 2005 og arbejder her for at skabe opmærksomhed om ligestilling. Frem for at etablere endnu en institution, et ombud eller en ligestillingsvismand mener jeg, at vi snarere skal bruge alle de gode eksisterende kræfter på at fremme ligestilling. Kun ved at øge viden om køn og ligestilling, ved at bruge de udviklede værktøjer og ved at sætte klare mål for arbejdet, sikrer vi en effektiv efterlevelse af ligestillingsloven.

Afslutningsvist vil jeg understrege, at jeg gerne vil samarbejde med Folketingets udvalg, hvad enten der er tale om de eksisterende eller evt. nye. Det er Folketingets Udvalg for Forretningsordenen, der beslutter, om der skal etableres nye udvalg.

 

 

 

 

Karen Jespersen

 

 

 

/Mette Seneca Kløve