Folketingets Finansudvalg

Christiansborg

Finansministeren

30. maj 2008

 

Endeligt svar på Det Politisk-Økonomiske Udvalgs spørgsmål nr. 140 af 26. maj 2008 (alm. del).

Spørgsmål:

”Har ministeren haft ministerchauffører, som ikke har overholdt 11 timers-reglen?

Svar:

Der er mellem Finansministeriet og en række tjenestemands- og overenskomstorganisationer den 26. september 1983 indgået en aftale om fravigelse af reglerne om hviletid og fridøgn for ansatte i centraladministrationen. Aftalen, som er godkendt af Direktoratet for Arbejdstilsynet, giver bl.a. mulighed for, at den daglige hvileperiode kan udskydes eller nedsættes til 8 timer i en række nærmere opregnede tilfælde, hvor særlige omstændigheder gør sig gældende.

Herudover er der specielt for ministerchauffører, der er tjenestemandsansatte, indgået en aftale af 2. september 1981 mellem Finansministeriet og Statstjenestemændenes Centralorganisation I om fravigelse af arbejdsmiljølovens bestemmelser om daglig hvileperiode og ugentligt fridøgn.

Aftalen, der er godkendt af Direktoratet for Arbejdstilsynet, indebærer bl.a., at den daglige hviletid kan udskydes eller nedsættes til 8 timer, i det omfang udførelsen af chaufførhvervet nødvendiggør den pågældende ministerchaufførs tilstedeværelse. Hviletiden kan endvidere i ganske særlige tilfælde efter aftale med den enkelte chauffør nedsættes til under 8 timer.

Der er således hjemmel til at fravige 11 timers-reglen for ministerchauffører, og det må antages, at dette er sket i en række tilfælde.

Med venlig hilsen

Lars Løkke Rasmussen