Ministeren

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

 J.nr. 2007-40081-43

Fil-mavn: Lbo/folketingsspørgsmål/udvalg/PØU spm. 1 endeligt svar

+ bilag

Folketingets Politisk-Økonomiske Udvalg

[email protected]

 

 

 

Dato:

 

 

Under henvisning til Det Politisk-Økonomiske Udvalgs brev af 13. december 2007 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 1 (Alm. del).

 

­

Spørgsmål 1:

”Ministeren bedes tilsende udvalget en oversigt over private tilskud opgjort for de enkelte politiske partier for regnskabsåret 2006.

I oversigten ønskes oplyst:

·         Partiernes samlede tilskud og

·         Samlet oversigt over anonyme tilskud til de enkelte partier, herunder for tilskud, der overstiger 20.000 kr., oplysninger om tilskuddets størrelse og tilskudsgiverens navn.”

 

Svar:

./.      I vedlagte bilag er der givet en oversigt over private tilskud til de politiske partier for hvert af de partier, der i 2006 har været omfattet af lov om private bidrag til politiske partier og offentliggørelse af politiske partiers regnskaber (lovbekendtgørelse nr. 1123 af 24. oktober 2006).

 

Bilaget omfatter følgende partier:

 

A. Socialdemokratiet

B. Det Radikale Venstre

C. Det Konservative Folkeparti

F.  SF - Socialistisk Folkeparti

K. Kristendemokraterne

O. Dansk Folkeparti

V. Venstre, Danmarks Liberale Parti

Ø. Enhedslisten - De Rød-Grønne

J.  Junibevægelsen mod Unionen

N. Folkebevægelsen mod EU

 

1. Velfærdsministeriet har følgende generelle bemærkninger vedrørende de partier, som bilaget omfatter:

 

1.1. Det fremgår af spørgsmålet, at udvalget ønsker oplysninger om private tilskud for regnskabsåret 2006.

 

Partier, der har været opstillet til det senest afholdte valg til Folketinget eller Europa-Parlamentet, skal aflægge regnskab over partiets landsorganisations indtægter og udgifter, jf. partiregnskabslovens § 3.

 

Regnskabet aflægges årligt for perioden 1. januar til 31. december, jf. partiregnskabslovens § 4, stk. 1. En bekræftet kopi af regnskabet skal indsendes til Folketinget senest 12 måneder efter regnskabsårets afslutning, jf. partiregnskabslovens § 5.

 

Regnskabspligten indtræder dog først i kalenderåret efter det år, et parti første gang opstiller til et folketingsvalg (eller Europa-Parlamentsvalg).

 

Justitsministeriet - under hvis ressort partiregnskabsloven henhører - har ved brev af 31. marts 2008 over for Velfærdministeriet oplyst, at de pågældende bestemmelser i partiregnskabsloven mest nærliggende må forstås således, at partier, der senest 12 måneder efter regnskabsårets afslutning skal indsende en bekræftet kopi af deres regnskaber til Folketinget, er de partier, der på tidspunktet for indsendelsen af det pågældende regnskab har været opstillet til det senest afholdte valg til Folketinget (eller Europa-Parlamentet).

 

De partier, der var opstillede ved folketingsvalget den 8. februar 2005, men ikke ved folketingsvalget den 13. november 2007, har således efter Justitsministeriets opfattelse ikke (efter afholdelsen af folketingsvalget den 13. november 2007) pligt til at indsende et regnskab for regnskabsåret 2006.  

 

Minoritetspartiet og CentrumDemokraterne er derfor ikke omfattet af bilaget, jf. partiregnskabslovens §§ 3 og 5. 

 

Ny Alliance, der første gang var opstillet til folketingsvalget den 13. november 2007, er heller ikke omfattet af bilaget, idet regnskabspligten for dette parti først indtræder fra og med kalenderåret 2008.

 

Udbetaling af tilskud til politiske partier efter partistøttelovens § 2 (lovbekendtgørelse nr. 1291 af 8. december 2006), der er omfattet af § 3 i partiregnskabsloven, er bl.a. betinget af, at det seneste regnskab, partiet efter partiregnskabsloven er forpligtet til at aflægge, er indsendt til velfærdsministeren, og at regnskabet indeholder de oplysninger, der kræves efter § 3 i partiregnskabsloven m.v., jf. partistøttelovens § 7 b, stk. 1, 1. pkt. Regnskabet skal indsendes til velfærdsministeren inden udgangen af det kalenderår, hvor der ønskes udbetalt tilskud, jf. partistøttelovens § 7 b, stk. 1, 2. pkt.

 

1.2. Partiregnskabsloven gælder ikke for Færøerne og Grønland. De færøske og grønlandske partier, der har været opstillet til valg til Folketinget, skal derfor ikke aflægge partiregnskab efter partiregnskabslovens § 3, heller ikke selvom de er berettiget til at modtage tilskud efter partistøttelovens § 2.

 

Udbetaling af tilskud efter partistøttelovens § 2 til færøske og grønlandske partier er følgelig ikke betinget af indsendelse af det i partistøttelovens § 7 b nævnte partiregnskab til velfærdsministeren. De færøske og grønlandske partier er derfor heller ikke omfattet af bilaget.

 

2. Ministeriet har følgende generelle bemærkninger om de private tilskud, der er medtaget i bilaget:

 

2.1. Efter partiregnskabslovens § 3, stk. 1, skal regnskabet indeholde oplysninger om følgende indtægtstyper:

 

1)  Offentlig partistøtte

2)  Kontingentindtægter

3)  Yderligere private tilskud fra private personer

4)  Renteindtægter

5) Tilskud fra internationale organisationer, kollektive private sammenslutninger, faglige organisationer, erhvervsorganisationer, erhvervsvirksomheder, fonde og foreninger.

 

Ministeriet har lagt til grund, at der med det i spørgsmålet nævnte ”private tilskud” henvises til de tilskud, som i partiregnskabet er anført under poster, der kan henføres under § 3, stk. 1, nr. 3 og 5, i partiregnskabsloven.

 

I de tilfælde, hvor ministeriet har været i tvivl om, hvorvidt en indtægt kan henføres under § 3, stk. 1, nr. 3 og 5, i partiregnskabsloven, har ministeriet i oversigten gjort særskilt opmærksom på, om sådanne indtægter er medregnet som et tilskud omfattet af § 3, stk. 1, nr. 3 og 5, i partiregnskabsloven.

 

2.2. Det fremgår endvidere af spørgsmålet, at udvalget bl.a. ønsker oplysninger om tilskuddets størrelse for så vidt angår private tilskud, der overstiger 20.000 kr.

 

Efter § 3, stk. 2, i partiregnskabsloven, skal tilskudsyderens navn og adresse fremgå af regnskabet, såfremt partiet i regnskabsåret fra samme private

tilskudsyder har modtaget et eller flere tilskud, der tilsammen overstiger 20.000 kr. Regnskabet skal endvidere indeholde oplysning om den samlede størrelse af eventuelle anonyme tilskud og oplysning om størrelsen af hvert enkelt anonymt tilskud på mere end 20.000 kr.

 

Såfremt et privat tilskud, der overstiger 20.000 kr., ikke er anonymt, er der ikke efter bestemmelsen i § 3, stk. 2, i partiregnskabsloven pligt til at give oplysninger om størrelsen af tilskuddet. Disse oplysninger fremgår derfor normalt ikke af regnskaberne. I det omfang disse oplysninger fremgår af regnskaberne, er de medtaget i bilaget.

 

2.3. De i oversigten indeholdte oplysninger om private tilskud er baseret på oplysningerne herom i partiregnskaberne 2006.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Karen Jespersen   /   Louise Brandt Olsen

 

 

+ e-post til:      Sagsbeh. i Kommunaljuridisk kt. og Forvaltningsjuridisk kt.

                      Afdelingschef Hans B. Thomsen

                      Afdelingschef Thorkil Juul

                      Pressechef/ [email protected];

                      Samling

                       [email protected]

                                  [email protected]

                                  [email protected]

 

 

 

         Â