|
|
J.nr.: MST-701-00011 |
|
|
|
20-10-2008 |
|
|
Miljøministerens besvarelse af spørgsmÃ¥l nr. 571 (alm. del) stillet af folkeÂtingsmedlem Steen Gade (SF)
Spørgsmål nr. 571 (alm. del)
Svar
Inden jeg evt. træffer afgørelse om at nedlukke samtlige danske lossepladser, skal der være skabt sikkerhed for, at det affald, der deponeres i dag, kan enten genanvendes, nyttiggøres eller forbrændes miljømæssigt forsvarligt.
I denne forbindelse er det vigtigt at forholde sig til, at affaldsdeponering er den laveste behandlingsform i EU´s affaldshierarki. Med andre ord vil der være behov for lossepladser, så længe det ikke er muligt at genbruge, genanvende, nyttiggøre eller forbrænde alt det affald, som produceres i det danske samfund.
Ifølge ISAG (Miljøstyrelsens Informationssystem for Affald og Genanvendelse) blev der deponeret i alt 1.002.000 tons affald i Danmark i 2006 – svarende til ca. 6 % af den samlede producerede affaldsmængde. Dette gør Danmark til det land i EU, som deponerer den laveste andel af den samlede producerede affaldsmængde. Endvidere er Danmark det EU-land, som deponerer mindst bionedbrydeligt affald på lossepladser – dvs. affald der bl.a. medvirker til dannelse af drivhusgassen metan (CH4), når det organiske indhold i affaldet nedbrydes. I 2006 blev der således deponeret mindre end 1 % af den samlede producerede mængde organisk husholdningsaffald. Der hersker derfor ingen tvivl om, at Danmark er helt i front, for så vidt angår tiltag for at minimere deponering af affald.
Når det nødvendige grundlag i form af relevante teknologiske behandlingsmetoder er udviklet, ser jeg imidlertid gerne, at det bliver muligt at lukke de danske lossepladser. Jeg er dog overbevist om, at der vil være behov for lossepladser i Danmark i en periode, der rækker langt udover de 6 år, som en gruppe deltagere på Affaldscamp ´08 har foreslået. Blandt andet kan jeg nævne, at der fortsat vil være behov for deponering af røggasrensningsprodukter fra affaldsforbrænding i mange år fremover, da det på trods af diverse tiltag endnu ikke er lykkedes at udvikle metoder, der kan sikre en miljø- og ressourcemæssig forsvarlig genanvendelse af denne affaldstype.