J.nr. 605-00124

 

Den 11. september 2008

 

 

 

 

 

 

 

 

Miljøministerens svar på alm. del spørgsmål nr. 499 stillet af folketingsmedlem Benny Engelbrecht (S)

 

 

Spørgsmål nr. 499

Vil ministeren redegøre for årsagerne til, at Miljøstyrelsen ifølge JydskeVestkysten den 6. august 2008 skal have godkendt gasarten SmartFresh, som indeholder aktivstoffet 1‑methylcyclopropen, der ophobes i miljøet, og som mistænkes for at have effekter på menneskelige arveanlæg samt at være kræftfremkaldende, til overfladebehandling af frugt som f.eks. æbler?

 

Svar

Jeg kan bekræfte, at Miljøstyrelsen har godkendt midlet SmartFresh indeholdende det aktive stof 1-methylcyclopropen. Godkendelsen er givet den 9. juli 2008.

Godkendelsen er givet, fordi Miljøstyrelsens vurdering har vist, at det ikke medfører uacceptable risici for for miljø og sundhed. Desuden har vurderingen af effektivitet vist, at midlet er effektivt, og endelig har Fødevarestyrelsen udtalt, at der ingen fødevaresikkerhedsmæssige problemer er med at spise æbler, der er behandlet med SmartFresh.

 

Med hensyn til, hvorvidt stoffet kan ophobes i miljøet er der ingen indikationer på at det skulle være tilfældet. Endvidere har Miljøstyrelsen lagt til grund at midlet kun anvendes i forseglede lagerrum og dermed ikke giver anledning til uacceptabel eksponering af det ydre miljø.

 

Med hensyn til mistanken om, at midlet skulle være kræftfremkaldende forholder det sig sådan, at det aktive stof 1-methylcyclopropen ikke i sig selv har disse egenskaber, men indeholder to urenheder, der mistænkes for at kunne skade arveanlæggene og dermed være kræftfremkaldende. Disse urenheder forekommer idag i ekstremt lave mængder – så lave, at de ligger under grænsen for, hvornår man anser det for at være bekymrende og hvornår man normalt foretager en risikovurdering. Af forsigtighedsgrunde har Miljøstyrelsen alligevel stillet krav om, at brugere anvender personligt værnemiddel i form af luftforsynet åndedrætsværn ved enhver form for ophold i det lagerrum, der er blevet behandlet under og umiddelbart efter behandlingen.