J.nr. AAR-403-02144

 

Den 14. august 2008

 

 

 

 

 

 

 

Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 489 (alm. del) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

Spørgsmål      

Finder ministeren det tilfredsstillende, at Miljøcenter Århus den 21. januar 2008 de facto har givet Norddjurs Kommune dispensation til ophævelse af skovbyggelinien ved behandlingen af lokalplanforslag 020-707 om et sommerhusområde ved Kærvejen i Fjellerup Strand, når Naturklagenævnet den 23. juni 2008 har underkendt hele den anvendte planprocedure?

 

Svar

Det er vigtigt at sondre mellem den landzonetilladelse til udstykning, som Norddjurs Kommune meddelte den 18. juni 2007 og vedtagelsen af lokalplan 020-707 for et sommerhusområde ved Kærvejen i Fjellerup Strand. Lokalplanen er endeligt vedtaget den 3. juni 2008 og bygger på landsplandirektivet for udvidelse af sommerhusområder i kystnærhedszonen fra juni 2005.

 

Naturklagenævnet har i sin afgørelse af 23. juni 2008 alene forholdt sig til landzonetilladelsen, der er meddelt, før kommunalbestyrelsen besluttede at udarbejde ovennævnte lokalplan 020-707 i juli 2007. Naturklagenævnet har således ikke forholdt sig til lokalplanen, og proceduren for denne plan er ikke blevet underkendt.

 

Naturklagenævnet har i afgørelsen bl.a. anført, at nævnet finder ”at kommunen ved forudgående meddelelse af landzonetilladelse har foregrebet indholdet af den efterfølgende planlægning for området. Udstykning af området bør ske i overensstemmelse med den planlægning, der udarbejdes herfor, og ansøgerne bør derfor henvises til at søge på ny på baggrund af de endeligt vedtagne planer for området”. Landzonetilladelsen blev herefter ændret til et afslag.

 

Med vedtagelsen af lokalplan 020-707 har Norddjurs Kommunalbestyrelse tilvejebragt det nødvendige plangrundlag.

 

En del af lokalplanområdet ligger inden for skovbyggelinjen. Planens fulde realisering forudsætter derfor, at skovbyggelinjen bliver ophævet eller reduceret.

 

Om Miljøcenterets behandling af kommunens anmodning om ophævelse af skovbyggelinjen kan henvises til besvarelsen af spørgsmål 354 og 355 (alm.del), hvoraf det fremgår, at sagen er behandlet i overensstemmelse med sædvanlig praksis, hvorefter en skovbyggelinje kan indskrænkes eller ophæves, hvis der derved opnås en væsentlig administrativ forenkling, således at en kommune ikke skal meddele en række afgørelser til etablering af bebyggelse samt efterfølgende udvidelser mv.