Udenrigsministeriet

                                                                                                        Dato: 14. juni 2008

 

 

Besvarelse af spørgsmål 461, alm. del, stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg den 7. juli 2008.

 

 

Spørgsmål 461:

 

Ministeren bedes oplyse om artiklen ”Forced Humpback Vote Destroys Collegiality at International Whaling Commission US Delegation Reproached” giver et retvisende billede af handlingsforløbet på dette års IWC møde. I modsat fald bedes ministeren oplyse hvilke konkrete fejl artiklen indeholder.

 

Svar:

 

Nævnte artikel giver ikke et retvisende billede af forhandlingsforløbet om pukkelhvaler på dette års IWC-møde.

 

Antihvalfangst-NGO’en bag artiklen undlader at oplyse, at enkelte medlemsstaters kritik af den danske beslutning om at fremsætte forslaget blev kontant afvist af en række andre IWC-medlemslande, der bl.a. henviste til, at Danmark og Grønland både i 2007 og 2008 havde udvist meget stor kompromisvilje.

 

Ligeledes undlader artiklens forfatter at oplyse, at EU – uden Danmark - måtte høste massiv kritik for af politiske årsager at tilsidesætte, at IWC’s Videnskabelige Komité havde givet grønt lys for fangst af det ønskede antal pukkelhvaler. Dermed brød EU ikke kun med sin egen fælles holdning, men også med et grundlæggende princip for forvaltning af naturressourcer: At beslutninger skal baseres på det bedst mulige videnskabelige grundlag.

 

Samtidig undlader artiklens forfatter at nævne, at Danmark - efter ønske fra Grønland - for at tage hensyn til EU’s afvisende holdning til forslaget, tilbød en tilsvarende reduktion – kilo hvalkød for kilo hvalkød – i den grønlandske fangst af finhvaler.

 

Endelig bygger artiklen på en misforståelse af kronologien i forhandlingerne om IWC’s fremtid. Det er hensigten, at IWC på det kommende årsmøde i 2009 skal drøfte organisationens fremtid. På den baggrund valgte Danmark at fremsætte kvoteforslaget under den netop overståede session for at søge at undgå, at spørgsmålet kommer til at influere på debatten på årsmødet i 2009.