J.nr. DEP

 

Den 8.september 2008

 

 

 

 

 

 

 

 

Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 452 (alm. del) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål 452

Ministeren bedes fremsende en komplet liste over internationalt (FN, EU m.v.) vedtagne tidsgrænser, mål og kvalitetsnormer (miljø, natur, sundhed, energi/klima), hvor Danmark har udnyttet en mulighed for udsættelse eller anden, mindre ambitiøs gennemførelse, som beslutningen formelt giver mulighed for. Der udbedes en liste omfattende juridisk bindende regler henholdsvis anbefalinger samt en begrundelse for, hvorfor Danmark har valgt at gennemføre beslutningen på et mindre ambitiøst niveau.

 

Svar

Jeg har forelagt spørgsmålet for ministeriets styrelser, der har oplyst følgende om internationalt vedtagne tidsgrænser, mål og kvalitetsnormer, hvor Danmark har udnyttet en mulighed for udsættelse eller anden, mindre ambitiøs gennemførelse, som beslutningen formelt giver mulighed for:

 

Miljøstyrelsen har oplyst, at Danmark forbereder at gøre brug af muligheden for udsættelse af kravopfyldelserne i Europaparlamentets og Rådets direktiv 2008/50/EF af 21. maj 2008 for PM10 (partikler) og NO2 (nitrogendioxid) til 2011 henholdsvis 2015.

 

Baggrunden er, at grænseværdien for PM10, der skulle være opfyldt pr. 1. januar 2005, blev overskredet på flere danske målestationer i 2005, 2006 og 2007.  For NO2 overskrides den kommende grænseværdi, der er gældende fra 1. januar 2010, på en målestation, og modelberegninger indikerer, at der vil være overskridelser på en række gadestrækninger i København i 2010. Miljøstyrelsen er i gang med yderlige undersøgelser af løsninger, der kan nedbringe forureningen for begge stoffer.

 

By- og Landskabsstyrelsen, Skov- og Naturstyrelsen og Kort- og Matrikelstyrelsen har oplyst, at der ikke vurderes at være internationalt vedtagne tidsgrænser, mål og kvalitetsnormer inden for styrelsernes ressortområde, hvor Danmark har udnyttet en mulighed for udsættelse eller anden, mindre ambitiøs gennemførelse.