J.nr. MST-109-00078

 

Den

10. september 2008

 

 

 

 

 

 

 

Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 443 (alm. del) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål

Der stilles primært vægtkrav til partikler i Euro-normerne, og det har tidligt kunne opfyldes alene ved at justere motoren (jf. de nye Euro IV/V tunge køretøjer, der forurener ekstremt men opfylder kravene). Hvorfor tror ministeren på den baggrund, at der kommer filterkrav på henholdsvis personbiler fra 2011 og varebiler fra 2012?

 

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Ida Auken (SF).

 

Svar

Det er korrekt at Euro V normen for person- og varebiler ikke indeholder et egentligt krav om partikelfilter. Men udover en grænseværdi for partikler baseret på vægt indeholder Euro V normen for person- og varebiler også en grænseværdi for antallet af partikler. Hermed sikres det i praksis, at person- og varebiler udstyres med partikelfiltre, der effektivt begrænser udslippet af partikler af alle størrelser, også de ultrafine partikler.

 

Mere end halvdelen af alle dieselperson- og varebiler, der sælges i Danmark i dag, opnår, det nedslag i registreringsafgiften, som regeringen har indført til køretøjer med lavt partikeludslip, dvs. et partikeludslip på mindre end 5 milligram per kilometer. Alle disse køretøjer med lavt partikeludslip, har i dag et partikelfilter. Dette må siges at være en klar indikation på, at partikelfiltre vil blive den udbredte teknologi i de kommende år.

 

Miljøstyrelsen oplyser, at den ikke har kendskab til andre teknologier for dieselmotorer, der kan opfylde de kommende grænseværdier.