J.nr. MST-109-00078

 

Den

10. september 2008

 

 

 

 

 

 

 

Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 436 (alm. del) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål

Under hvilke forudsætninger vil miljøzoner, betalingsringe og eventuelt andre tiltag, som regeringen har undersøgt eller har kendskab til, kunne nedbringe forureningen med partikler og NO2 på gadeniveau til under grænseværdierne, herunder hvis man stillede krav om SCR-katalysatorer i miljøzonerne samt stillede krav også til lette varebiler?

 

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Ida Auken (SF).

 

Svar

Forudsætningerne for NO2-forureningen har ændret sig betydeligt, siden det sidste virkemiddelkatalog blev offentliggjort i 2005. Andelen af dieselbiler er steget markant, og den enkelte bils NOx-udslip har en højere NO2-andel. Hertil kommer en række ændrede forudsætninger for beregning af omkostninger ved forskellige virkemidler og behovet for at inddrage nye virkemidler (eksempelvis SCR-katalysatorer) og nye tiltagsscenarier (eksempelvis miljøzoner hvor der også er krav til person- og varebiler).

 

Derfor er det nødvendigt at få lavet et revideret virkemiddelkatalog, så ovenstående spørgsmål kan besvares. Dette indgår i regeringens luftstrategi.