J.nr. MST-103-00096

 

Den

 

 

 

 

 

 

Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 425 (alm. del) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål 425

Vil ministeren kommentere ritzau‑telegram af 12. juni 2008 om, at foreningen Dansk Miljøteknologi savner handling bag grønne ord?

 

 

Svar

Jeg er helt uenig med Dansk Miljøteknologi. Der er både penge og handling bag regeringens grønne ord.

 

Miljøteknologi er et højt prioriteret område både hos mig og i regeringen.

 

Jeg er enig med Dansk Miljøteknologi i, at det handler om at skabe et marked for miljøeffektive løsninger. I regeringens miljøteknologiske handlingsplan har vi sat fokus på danske styrkepositioner og på globale miljøproblemer og dermed på det globale marked for miljøteknologiske løsninger netop for at styrke dansk erhvervslivs bidrag til at løse globalt udbredte miljøproblemer og samtidig styrke danske clean-tech virksomheder.

 

Det er klart, at miljølovgivningen er markedsskabende for miljøteknologiske løsninger, og vi arbejder derfor i Miljøministeriet i øjeblikket med et projekt, hvor formålet på kort sigt er at kunne informere danske clean-tech virksomheder om kommende lovkrav, så de er gearede til at udnytte de markedsmuligheder det giver. Samtidig ser vi også på mulighederne for at indbygge incitamenter til teknologiudvikling i EU-lovgivningen.

 

Jeg er også enig i, at der er behov for midler til at støtte virksomhedernes udvikling, test og demonstration af nye teknologiske løsninger, så disse nemmere kan komme ud på markedet. Derfor uddeler regeringen frem mod 2009 144 mill. kr. til forskning i miljøteknologi fra Videnskabsministeriet, 100 mill. kr. udbydes fra Miljøministeriet og godt 200 mill. kr. fra Fødevareministeriet. Hertil kommer midler fra Højteknologifonden. Og fra 2010 vil der være 1 milliard kr. til forskning, udvikling og demonstration af energiteknologi.

 

Jeg er desuden i gang med at planlægge ture til Sydøsteuropa, Indien og Kina netop med fokus på at være med til at bane vejen for eksport af danske miljøteknologiske løsninger.

 

Regeringens miljøteknologiske indsats lægger op til en proces, som i vid udstrækning er virksomhedsdrevet. Det er virksomhederne, der skal levere nye løsninger. Fra statens side skal vi styrke rammebetingelserne herfor. Og virksomhederne har taget positivt imod invitationen. En lang række danske virksomheder, herunder medlemmer af Dansk Miljøteknologi, deltager i partnerskaber, udbud mv. under den miljøteknologiske handlingsplan.

 

Jeg lægger stor vægt på en dialog med de danske virksomheder om indsatsen. For at styrke denne dialog er jeg lige nu ved at etablere et miljøteknologisk erhvervsforum, som jeg forventer kan bidrage med nyttige input og anbefalinger for den miljøteknologiske indsats efter 2009, hvor den nuværende handlingsplan udløber.