|
|
|
|
|
|
|
Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 40 (alm. del) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.
Spørgsmål 40
Har ministeren eller repræsentanter for Miljøministeriet anmodet OECD om at forsinke offentliggørelsen af OECD's rapport "Environmental Performance Reviews - Denmark" og i givet fald med hvilken begrundelse?
Svar
OECD udarbejder environmental performance reviews af medlemslande i OECD, samt af enkelte ikke-medlemslande. Det første environmental performance review af Danmark blev offentliggjort i 1999. OECD påbegyndte arbejdet med at foretage det andet Environmental Performance review af Danmark i 2006. Det er almindelig praksis for OECD, at disse reviews bliver offentliggjort ved en pressekonference i medlemslandets hovedstad med deltagelse af en eller flere regeringsrepræsentanter (ofte landets miljøminister) og ledende embedsmænd fra OECD. Indtil offentliggørelse har review’et karakter af internt arbejdspapir i OECD.
Offentliggørelsen og pressemødet i Danmark blev oprindelig planlagt til den 7. december 2007. Arbejdet med at forberede pressemødet blev imidlertid indstillet som følge af udskrivningen af folketingsvalg. Den 22. no
vember 2007 bad Miljøministeriet OECD om at udskyde pressemødet og offentliggørelsen af review’et til januar 2008. Årsagen til ønsket om udsættelse af offentliggørelsen og pressekonferencen var, at dannelsen af regeringen havde taget længere tid, at der var behov for at vurdere hvilke konsekvenser regeringsprogrammet ville have i forhold til OECD’s anbefalinger, samt at det endnu var uafklaret, hvem der ville blive miljøminister.
Det er senere blevet aftalt med OECD, at pressemøde og offentliggørelse af review’et finder sted den 25. januar 2008.
Rapporten vil umiddelbart efter offentliggørelsen blive sendt til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.